Den Danske Strygekvartet åbnede deres festival med voldsom dramatik

Reviews
11 November 2015 / Politiken

Den Danske Strygekvartet åbnede deres festival med voldsom dramatik

DSQ ramte den rigtige balance mellem hyggeligt samvær og den rigtig seriøse kunst.

Ingen danser ædru’, står der på et hjemmelavet skilt på latin over den lille bar i det højloftede koncertrum i det, der engang var Søetatens Pigeskole i Nyboder. Så er stemningen slået fast. Den Danske Strygekvartets minifestival er igen i år klassisk kultur kombineret med hygge og fest. Alle tre aftener er udsolgt – også selv om prisen i år er hævet fra »frivillig entré ved udgangen« til 30 kr. per koncert. Men så er der også lejet toiletvogn til fadøllerne.

Åbningskoncerten bød helt regulært på noget af det smukkeste, men også mest alvorlige, den tyske kammerromantik frembragte i 1800-tallet. Spillet med liv og sjæl af kvartetten og deres tre gæstemusikere i forskellige konstellationer: sekstetten fra Richard Strauss’ opera ’Capriccio’, Beethovens sidste strygekvartet og den tredje klaverkvartet af Johannes Brahms. Alt sammen tyktflydende stof med indbygget drama. Alle værker, der ligger perfekt til de fire pågående herrer i Den Danske Strygekvartet og deres intense spillestil.

Et sjældent nærvær
For mig var højdepunktet Beethovens energiske musik. Men det kan nok diskuteres – for der var godt nok også smæk på de andre værker. Men hos Beethoven blev musikkens arkitektur mærkbar for enhver i et sjældent nærvær. Bortset fra tredjesatsen – med sine langsomme, tunge skridt fra den dybeste melankoli til et lidt mere venligt sted – var det musik bygget i to. En grundlæggende venlig verden af småspil og tilforladelige melodier med eksplosioner af samlede klange kilet ind som fede udråbstegn her og der.

Kvartetten havde besluttet at føre den tanke meget konsekvent igennem, og det specielle ved de her musikere er, at når de samler sig, får det nogle meget voldsomme virkninger.

Buddet på Beethovens musik var, som hele festivalen, meget personligt, og det havde en umiddelbar appel. Bag mig sad fire yngre københavnere, hvor den ene havde slæbt de tre andre til deres første koncert med kammermusik. Og de var helt åbenlyst solgt til musikken allerede efter den indledende scenemusik af Strauss, der smukt bevægede sig frem mod et tiltagende mørke og vemod.

Johannes Brahms’ store klaverkvartet i c-mol tog tråden op efter pausen med øjeblikkelig dramatik. 35 minutter som hidsigt bølgende forløb, stræbende mod store konklusioner, som først kom til allersidst. Både i Strauss’ korte strygerpoesi og i klavertrioen fungerede det rigtig fint med gæstemusikerne – i forhold til den svære balance mellem instrumenter med forskellige grundvilkår – og i selve fortolkningerne. I virkeligheden var de eneste sprækker i den homogene kammermusik, når der indimellem opstod lidt usædvanlige stemningsproblemer mellem strygekvartettens medlemmer.

Forsigtig dans
Både musikken af Beethoven og Brahms tilbød publikum tilstande af alvor, som man i virkeligheden havde svært ved at være i særlig længe ad gangen. For så at løsne op med lidt underspillet humor eller forsigtig dans.

Festivalens arrangører introducerede til musikken uformelt og interessant fra scenen og sørgede på den måde selv for den helt rigtige balance mellem almindeligt, hyggeligt samvær – og den rigtig seriøse kunst. Mere af det!

Link til anmeldelsen

Henrik Friis