Seks stjerner til fire strygere

Reviews
3 March 2015 / Berlingske Tidene

Seks stjerner til fire strygere

Washington Post kaldte dem en af de bedste kvartetter i dag.

De har optrådt kloden rundt og høstet sværme af stjerner hos kritikerne.

Og deres seneste album spilles på samtlige Starbucks’ cafeer fra denne måned og et helt år frem.

Men de er også bare et hold herrer med hverdag i den danske hovedstad – friske på et tilbud fra Hirschsprungs Samling og klar til både en uhøjtidelig snak og vals som ekstranummer.

Den Danske Strygekvartet fyldte de hyggelige lokaler i Stockholmsgade mandag aften med lyden af Carl Nielsens to ungdomsværker i genren plus Per Nørgårds første fra 1950erne. Konklusion: Stik forbi museet til koncert nummer to onsdag aften!

Gruppen består af Frederik Øland og Rune Tonsgaard Sørensen på violiner, Asbjørn Nørgaard på den mørkere bratsch og Fredrik Schøyen Sjölin på den dybe cello. Altså ikke noget med »andenviolin«. De to deles om det.

Museets sal hygger endda særlig om mørke toner og gør bratschisten til skyggekabinet og den mest anderledes stemme. Og den norske cellist er måske nok kommet til sidst, men er allerede perfekt integreret. Hvilket som bekendt handler om vilje til farvning fra alle sider.

Guldaldermuseets gæster skal i øvrigt vælge sig et maleri og causere over det. Kvartetten valgte »Foråret« af fynboen Fritz Syberg mandag. Venligst udlånt til Ordrupgaard!

Så publikum fik da bare værket foræret på postkort. Og man fik en tale uden smålige hensyn til detaljerne, men sjov og musikalsk strømmende.

Nej. Grupper af den slags fås ikke meget bedre. Hvad med selve Carl Nielsens musik?

Man sidder med en overraskende fornemmelse: At vi på en måde aldrig har hørt den før. Andre har spillet hans kvartetter og gjort det så glimrende. Men ingen har vel lagt helt samme arbejde i dem. Ingen har gjort bedre rede for dem.

Måtte gruppen gøre det samme for Per Nørgårds værker i genren og måske indspille dem alle sammen! Deres aktuelle album hedder »Wood Works« og blander folk og klassisk stil. Lasses lille skånevals forenes med virkninger a la fransk impressionisme og bliver stor. Numre af den slags forgylder sjælen og kunne sådan set have fyldt aftenen alene.

Skulle den til enhver tid siddende førsteviolin gøre sig bredere og mere drævende? Det ville nok gøre kvartettens lyd endnu mere personlig. Det ville lime. Nå nej. Den Danske Strygekvartet behøver ikke gøre som de gamle i faget – for den er allerede nået længere på sin egen måde.

Søren Schauser