Strygekvartet blæste publikums øregange igennem med heftige musikalske bevægelser

28 April 2017 / Politiken, 25.04, 2017

Strygekvartet blæste publikums øregange igennem med heftige musikalske bevægelser

Den Danske Strygekvartet leverede Beethovens sene kammermusik i moderne selskab og helt uden omsvøb.

Folk bliver runde og milde med årene. Men ikke Den Danske Strygekvartet. Deres koncert søndag aften var noget af det vildeste, genren overhovedet rummer. Både i forhold til de værker, de havde valgt at spille – en kombination af stykker af romantikeren Beethoven og af den moderne komponist Alfred Schnittke – men så sandelig også i den kompromisløse tilgang, de lagde for dagen.

Vi begynder med slutningen. Beethovens ’Grosse Fuge’ var sat på som den originale sidstesats til mandens 13. strygekvartet som et dystert monument bygget af stenhårde rytmiske strøg.Dengang i 1825 fjernede Beethoven satsen fra sin kvartet og gjorde den til sit eget lille værk, fordi den var for kontroversiel. Men i dag giver det rigtig god mening, når temperamentsfulde musikere sætter den på igen.Søndag blev motiverne kastet rundt mellem de fire musikere i åben slagveksling med alle de støjlyde og fejl, der hører med, når man går til stålet. Man kunne sådan set godt være i tvivl om, hvornår Beethovens noder var skrevet. Forrige århundrede – eller forrige år?Fem satser var gået forud med så mange forskellige slags musik, at en så voldsom kulmination kunne retfærdiggøres. Vi fik det hele. Lige fra en hektisk, men kontrolleret jagt og en tilforladelig søndagstur i det grønne til folkedans og en omgang stille eftertænksomhed. Som 40 minutters velklingende intro til den store finale.

De måtte spille et ekstranummer for den begejstrede sal. Men hvad skal man spille efter en krig? En lille enkel salme af Carl Nielsen som en blød tot vat til trommehinderne. Før pausen, i midten af aftenens program, tårnede tyskrussiske Alfred Schnittkes 3. strygekvartet sig op. Skrevet i 1983 som en 20 minutter lang kæde af udtryksfulde musikalske ideer bygget af renæssancetoner og et Beethoven-tema fra netop ’Grosse Fuge’.

Alt sammen fede, saftige klange, samlede harmonier, der blev trukket op og ned af instrumenterne, spinkle melodier og sitrende strenge. Det var virkelig et psykodrama af lyd med hårde konklusioner, svimlende fald eller en lille melodi i et opskruet tempo.Netop på grund af Schnittkes specielle stil, hvor han klistrede sin musik sammen af brudstykker fra gamle dage i helt ny udformning, lød hans komposition som et stort eksperiment. Som en lang række forsøg på at få ny mening ud af fortiden uden en egentlig plan.

Jubel brød ud
De har spillet en del ny kompositionsmusik i strygekvartetten de seneste år, og det klæder dem rigtig godt. Det var ret fantastisk at høre de fire musikere bruge deres dramatiske stil, som de har finpudset i den romantiske musik gennem 15 år, som grundlag for at gøre moderne musik sanselig og pågående. De var i øvrigt så venlige at introducere værket midt under koncerten ved at spille de vigtigste temaer fra Schnittkes værk og helt uformelt og ganske enkelt fortælle, hvad man kunne forvente.

Det kan godt være, at publikum blev blæst mere igennem i øregangene af heftige musikalske bevægelser og krasse klange, end de havde regnet med hjemmefra. Men det var bogstavelig talt en fortolkning, der fik jubel til at bryde ud i den lille sal. Så skulle ensemblet blive træt af at spille klassisk og romantisk musik, skal de bare gå i gang med det store moderne repertoire værk for værk. De kan både forklare, hvad de mere avancerede værker handler om i ord, og fortolke dem, så det begejstrer et bredt publikum.

Det begyndte i øvrigt så pænt i Mogens Dahl Koncertsal søndag. Med Beethovens 2. strygekvartet – hvor komponisten viste alle de klassiske former frem, nydeligt fyldt ud med enkle temaer og kønne harmonier.

Af en eller anden grund klang lige præcis det pæne her ikke så smukt søndag aften. En violin var lidt ude af stemning, og tilgangen virkede mere forsigtig, end godt var. Kvartetten fik først rigtig fat i finalesatsen, der lød, som om den var lige ved at kulminere igen og igen.

Link to article

Henrik Friis