Strygekvartet med fedt i håret…

Reviews
13 February 2013 / Politiken

Strygekvartet med fedt i håret…

Den Danske Strygekvartets længe ventede opfølger til cd-succeserne med Carl Nielsen
er både overraskende og medrivende – og det går virkelig stærkt.

Politiken synes

Finalesatsen i Haydns strygekvartet nr. 53 ryger over scenen på bare 2 minutter. Alt er timet og koordineret som en maskine af små piblende motiver, der alle sammen leder mod den store kulmination.

Det kan godt være, at de fire musikere i Den Danske Strygekvartet ser sjuskede ud. Deres musik er det ikke. Den gnistrer og ryger af fart og energi, men det er en ekstremt kontrolleret vildskab. Lidt ligesom hår og skæg.

Det er små fem år, siden Den Danske Strygekvartet – dengang med ordet ’Unge’ kilet ind mellem de to første led i navnet – væltede verden med deres to første cd’er med Carl Nielsens strygekvartetter.

I mellemtiden har de vundet store konkurrencer og været tilknyttet kammermusiktempler fra Islands Brygge til Lincoln Center i New York og fået fans overalt med deres højspændte, højintense fortolkninger af klassikere.

Dramatik driver ned ad væggene
Men cd-produktionen har stået stille. På deres hjemmeside undskylder de ligefrem, at de har udgivet cd’er, med ordene »cd’er er så gammeldags, men vi er klassiske musikere, så …«. Når nu cd’en stadig har et liv i mange hjem, og der samtidig på ingen måde er tale om en bevidstløs genudgivelse, er der ingen grund til at undskylde. Det er sådan set os, der takker.

Brahms strygekvartetmusik i hænderne på Den Danske Strygekvartet har undertegnede tænkt på som reference for indspilninger, siden de fire musikere fik Rundetårn til at svaje af begejstring ved kvartettens første Brahmsfestival i 2008. Selv i tårnets knastørre akustik drev dramatikken ned ad væggene, fordi der blev spillet helt forrest på beatet med livet som indsats.

Nogenlunde samme fornemmelse sidder man tilbage med efter den halve times cd-lytning med 2. Strygekvartet i a-mol. Fra den langsomme salmeagtige indledning, hvor klangen er bredt helt ud, til finalens opskruede kulminationer.

Wienerklassiken gjort moderne

Stemningen skifter mange gange undervejs, og man har aldrig fornemmelse af helt sikker grund under fødderne. Sådan må den romantiske musiks natur være: vilde udkast mod stjernerne igen og igen – for hver gang at falde sammen i tungsind over det umulige i forehavendet.

Så tilstedeværelsen af Brahms på kvartettens cd-vej væk fra Carl Nielsen er helt naturlig. Men Haydn? Den gamle fader til genren – han skrev 68 af slagsen – der hurtigt kan blive til ren taffelmusik og lyden af antikverede pudderparykker? Af de komponister og epoker, man kan dyrke i den klassiske musik nu om dage, er Haydn og wienerklassikken nogle af de mest umoderne. Men ikke her.

Tonen i Haydns stykke med tilnavnet ’Lærkekvartetten’ er ren og skær og letfodet. Med et bølgende, gyldent skær over sig. Og så er den vemodig og elegant på samme tid. Altså fuldstændig blottet for irriterende sentimentalitet. Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke er store følelser på menuen, f.eks. i den langsomme andensats. Det betyder, at de er til at holde ud at høre på. Og så er der det med tempoet i fjerdesatsen. Der behøver ikke gå fem år før den næste skive.

Henrik Friis, Politiken, onsdag den 13. feb. 2013