Overview

Kvartetspil i bedste liga

Den Danske Strygekvartets modige første udspil i serien ‘Prism’.

Polyfon musik og Beethovens sene kvartetter er ikke begyndertoner. Mit eget første møde med disse værker var som teenager, og jeg husker det som meget forvirrende og uforståeligt. Og de musikere, der indspillede disse sagnomspundne kvartetværker, virkede sært esoteriske, som om de gjorde kunsten sværere at synke ind i end nødvendigt. Sådan oplevede jeg det dengang. Men det modsatte er tilfældet når jeg i dag lytter til Den Danske Strygekvartets modige første udspil i serien kaldet ‘Prism’. Mage til henrykkende, transparent og i positiv forstand uakademisk tilgang til værker, som på papiret er sværvægtere, har jeg ikke oplevet før.

Seriens koncept går ud på at lade en Bach-fuga (transskriberet for strygekvartet) kaste lys over en af Beethovens fem “gale” kvartetter, der har inspireret en senere komponist. Fugaen med BWV 876 klinger her som det rene kildevand – Bach-kontrapunkt som det naturligste i verden – og virker nærmest som et forspil til hele albummet. Herefter smider ensemblet en tung trumf på bordet med Sjostakovitjs femtende og sidste strygekvartet, komponeret af en dødsmærket mand, der malede med begsorte farver og udelukkende komponerede i langsomme tempi. Tungsindet ville næsten være ubærligt, hvis ikke det var for Den Danske Strygekvartets gnist af håb, der lyser i mørket, men uden at gå på kompromis med den alvor, der ikke er til at komme udenom, Optimismen begynder dog at flakke i den anden ende af de i alt seks adagioer(!), som Sjostakovitj kaldte for ‘Serenade’, der er en besynderlig titel. Man skærer sig på tonerne i denne virkelig uhyggelige musik, der blinker som lynende knive eller dunker som stumpe kølleslag. Ensemblet har lagt tyngden i de to første satser, hvorefter der indtræder en blidhed i nocturnen og efterfølgende bliver blikket fjernere i udtrykket.

Seks adagioer på stribe er hård kost for koncentrationen og derfor er netop den mest imødekommende af Beethovens sene kvartetter, Es-dur op. 127, et rigtig godt valg at sætte efter Sjostakovitjs es-mol-kvartet. Igen spiller Den Danske Strygekvartet denne retorisk og teknisk set avancerede musik med en friskhed og stort overblik. Det er simpelthen en gave at lytte til. De får børstet det “lærde” af Beethovens polyfone væv, så strukturerne virker som organiske forløb. I den langsomme andensats, som er dobbelt længde af værkets øvrige, lykkes det musikerne at bibeholde en ynde og skønhed i de mange lange fraser. Scherzoen gør de kåd, springende og alligevel robust, og de mister aldrig jordforbindelsen og opsnapper hinandens stafetter på et split-sekund. Finalen tilfører de en bondsk djærvhed, der står som et godt modspil til den lækre og klare ECM-studielyd.

Overview

Beethoven mellem melankoli og vrede

❤️❤️❤️❤️❤️

De tidlige værker fik en ordentlig omgang, da Den Danske Strygekvartet åbnede deres maratonuge med alle Beethovens kvartetter.

Scenen er sat med mørke møbler på et stort ægte tæppe, belyst med standerlamper med plisserede skærme og med læderindbundne bøger henkastet rundtomkring. Publikum sidder helt tæt på de fire musikere i Den Danske Strygekvartet, som om vi er til kammerkoncert i gamle dage i det private hjem med vennerne til en omgang Beethoven.

Men oplevelsen er alt andet end hyggelig. For Beethovens noder bliver serveret med dramatik og energi, der må oprøre selv de mest sindige lyttere.

Koncerten mandag aften var den første af seks i streg, hvor det ambitiøse ensemble opfører alle Beethovens 16 strygekvartetter over en uge. Lige fra den pudrede elegance i de første ungdommelige i wienerklassisk stil til de sidste ‘gale kvartetter’, hvor Beethoven foregreb en meget moderne, splittet klangverden sidst i livet.

Med de første tre kvartetter mandag aften var Beethovens verden stadig fin og hel. Hver med sine fire formfuldendte. elegante satser, der viste arven fra genrens fædre Haydn og Mozart. Tre helheder af 20 minutters varighed bygget helt forudsigeligt af en helstøbt introduktion af stoffet, en langsom sjæler, en spøg og en lynhurtig finale. Måske lidt upersonligt – måske endda uvedkommende. Eller hvad?

IKKE I DENNE OMGANG. De fire musikere i Den Danske Strygekvartet søgte som ofte før det dramatiske nærvær formuleret med store pauser til eftertanke og heftige kontraster, så man kunne mærke modstanden i musikken.

Og mandag gav det nogle virkelig energiske fortolkninger af musik, der kan fortolkes tilforladelig.

Mest tydeligt blev det i strygekvartet nr. 1, hvor førstesatsen var en heftig jagt rundt mellem instrumenterne. Hele tiden gav de hinanden igen med nye afskygninger af en lille insisterende rytme, indtil krigen blev afløst af en teatralsk andensats med den ene vilde passage efter den anden.

Beethoven kradsede nogle noter ned over noderne netop her, der refererede til gravscenen og selvmordet i Shakespeares ‘Romeo og Julie’, så han kunne godt have tænkt noget af den samme dramatik ind i musikken, som vi fik mandag aften,

Det ene sorgfulde udsagn fulgte det andet i en melankolsk opremsning af smukt vibrerende klang, Men vi fik også det koleriske temperament med pludselige vendinger og abrupte afbrydelser.

Oplevelsen nærmede sig det groteske, da vanviddet vendte sig i tredjesatsen og blev en absurd parodi på kantet musik. mens finalen kørte af sted som ren mekanik.

DET VIRKEDE LOGISK og naturligt, at de fire musikere viste Beethovens tidlige musik fra dens handlingsmættede side. Aftenens to øvrige værker var måske i virkeligheden sværere for kvartetten at formidle fordi de som noder indbyder mere til klassisk elegance end personlig vildskab. Det lykkedes nu alligevel smukt at kommunikere dette med variation og nerve, hvor særligt de hurtige satser blev serveret som lyn og torden. For finalen i strygekvartet nr. 3 i en grad, så man følte, at de havde fundet ud af, hvor hurtigt de fysisk kunne spille musikkens absolut hurtigste sted, og så ladet det opskruede tempo definere hele satsen. Og den ekstreme fart i sig selv var et fascinerende musikalsk fænomen.

Efter eget udsagn spillede de deres første strygekvartet af Beethoven for 14 år siden og indstuderede den sidste for 14 dage siden. Men ud fra maratonugens ungdommelige begyndelse virkede det, som om de har en afklaret holdning til musikken hele vejen igennem.

De søgte det personlige udtryk – og førte det igennem med fuld konsekvens. For dem må Beethoven gerne skure og stritte, også når han har forsøgt at være enkel og klassisk.

Det skal nok blive nogle dramatiske dage, der venter kvartettens begejstrede publikum i Bygningskulturens Hus – og i P2.

Overview

Beethoven var ligeglad med sin samtid: Han sprængte musikken i stumper og stykker

Den Danske Strygekvartet, en hel verdens darling inden for kammermusik, opfører alle Beethovens strygekvartetter i denne uge.
Det er det, man tit glemmer. At ved siden af at være stor musik, åndelige brydekampe og gigantiske metafysiske manifestationer, så er musik altså også bare noder.Hvad angår Beethovens 16 strygekvartetter, er det godt nok ganske mange noder, så mange, at de tager 9 timer at komme igennem, hvis man stiller uret ved den første og kigger på det igen, når nr. 16 er slut.
Musikere er ofte ret lavpraktiske, hvad deres – og Beethovens – kunst angår, og for Den Danske Strygekvartet har den største udfordring ved nu at spille alle Beethovens kvartetter live i løbet af 6 dage og indspille dem på cd været netop dette: tid.
Den Danske Strygekvartet, der for længst har strøget det andet ord i sit oprindelige navn, Den Unge Danske Strygekvartet, har ikke for meget af den, tiden. Jeg har mulighed for enten at skype med kvartettens to violinister eller mødes ansigt til ansigt med dens bratschist og cellist – ikke dem alle fire på samme tid, medmindre jeg rejser til eksotiske lokationer og opsøger dem før en koncert.
I weekenden inden vi mødes, var de på Midtfyn, mandag aften spillede de i Budapest, og på den dag, vi laver interviewet, tirsdag, mødes vi på konditori om morgenen, fordi de er på vej til lufthavnen og London, hvor de samme aften optræder i Wigmore Hall i London, kammermusikkens europæiske mekka.
Radikale manifestationer
Ludwig van Beethoven er sådan en komponist, der kalder på radikale manifestationer. Salig Anne Øland spillede samtlige 32 klaversonater over en sommer i Tivoli, Adam Fischer og Danmarks Underholdningsorkester pønser på at udgive samtlige 9 symfonier, selv har jeg overværet Daniel Barenboim dirigere alle symfonier og ouverturer og selv være solist i de 5 klaverkoncerter på en uge.
»Jeg bryder mig egentlig ikke om at placere komponister på en piedestal …«, siger Fredrik Schøyen Sjölin, cellist i Den Danske Strygekvartet.»Det kan komme til at overskygge og tilsløre nogle mere menneskelige og egentlige egenskaber ved musikken. Men vi prøver at gennemføre en stemning, der ikke er alt for hellig med det konkrete rum, vi spiller i, og med den måde, vi går til den på«.
Men bliver det ikke automatisk meget monolitisk, når I siger, at nu spiller I alle kvartetterne? Nærmest som et statement?
»Jo, det er rigtigt nok«, medgiver bratschist Asbjørn Nørgaard. »Ideen om at lave en cyklus med hans musik kom først, da han var blevet meget sakral og eftertrykkeligt sad på sin piedestal. Der er jo nærmest noget religiøst over det. Efter sin død blev Beethoven ophøjet til en slags helgen, men samtidig laver han noget af det mest personlige og mindst institutionelle musik, vi overhovedet har«.
Beethovens tid var en anden. Musikken er skrevet for det private rum, ikke for koncertsale. Det var vennerne, der spillede den. Nogle af dem var særdeles øvede musikere, andre ikke.»Symfonierne var skrevet for at blive opført for konger og kejsere, men dengang var kvartetter husmusik«, siger Nørgaard.
»Og Beethoven tillod sig i sine strygekvartetter et større rum at udtrykke sig personligt og privat, fordi han havde færre ting at tage hensyn til«.Så tror da fanden, at man i Beethovens samtid anså meget af hans musik for uspillelig, altså simpelthen kropumulig at få styr på rent teknisk.»For os i vores tid er det en profession at være musiker, og det var det jo ikke for ret mange dengang. De kvartetter, der spillede strygekvartetterne, var ikke fuldtidskvartetter, typisk var førsteviolinen halvtidsviolinist, bratschisten var revisor, og greven spillede cello …«.»Og så spillede de det måske én gang«, indskyder Fredrik Schøyen Sjölin, »mens vi spiller det hele tiden. Det giver jo i sig selv et perspektiv«.
Uspillelige Beethoven
Ikke at Beethoven bekymrede sig stort om, hvorvidt musikerne fandt ham spillelig eller ej. Om kvartetterne i opus 59 sagde han angiveligt til sit publikum: »De er ikke skrevet til jer, men til eftertiden«.»Det er et meget kendt citat om en af hans første kvartetter. En af violinisterne sagde: »Det der kan jeg slet ikke, det er umuligt«, hvortil Beethoven sagde: »Jeg er ligeglad med din latterlige violin, jeg skriver musik for eftertiden«.»Tjajkovskijs violinkoncert var der ikke nogen, der kunne spille i sin tid, men i dag kan enhver bachelorelev. Mange ting bliver skabt, som er lige på kanten af, hvad der kan lade sig gøre, og som en generation senere er let«.
Fredrik Schøyen Sjölin: »Bartok var jo uspillelig for 60-70 år siden!«.
Asbjørn Nørgaard: »Også nogle af de nye frække drenge fra 1970’erne med deres svære rytmer, som førsteårsstuderende spiller i dag. Dengang brugte store ensembler måneder på at dechifrere nodebilledet! Beethoven ville ikke gå på kompromis, bare fordi nogen syntes, det var lidt svært«.
Beethoven skrev altid strygekvartetter, fra de første i 1798 og frem til dødsåret 1827. Han er en af de få komponister, der skrev kvartetter hele livet, modsat symfonier.»Hvis man laver en symfonisk Beethoven-cyklus, får man ikke hele historien med; der mangler man de sidste kapitler«, siger Asbjørn Nørgaard.
Beethoven er kendt som den første komponist, der tog wienerklassikken fra komponister som Haydn og Mozart, splittede de gamle former ad og tvang de trygge formater til at kunne fortælle en kunstners svedende, fortvivlede selvbiografi.
Fredrik Schøyen Sjölin: »Bach var maksimalt kreativ inden for sin ramme, Mozart maksimalt kreativ inden for sin. Beethoven sprængte rammen, og når du går uden for rammen, står du en gang imellem og famler i blinde og prøver at finde ud af, hvor du er på vej hen«.
Og det er som altid spørgsmålet med Beethoven, problemet måske ligefrem. Han er den mindst vandkæmmede af komponister, mest halsstarrige, egensindige.»Rent musikhistorisk«, siger Asbjørn Nørgaard, »er det en rejse fra noget senwienerklassisk til noget fuldblodsromantisk, nærmest videre endnu end romantik. Han kom længere end nogen anden. Det er en af de vigtigste rejser i musikhistorien. Man kommer fra noget ekstrovert, der skulle behage kongen og kejseren og udfylde et eksisterende format og indfri nogle forventninger – og ender et sted, der kun handler om det menneskelige og om udtrykket.
Kvartetterne beskriver Beethovens personlige rejse helt indtil hans egen desintegration«.Det bliver altså mindre og mindre poleret og høvisk med tiden – og i takt med Beethovens sundhedsmæssige deroute og tiltagende døvhed. Selv kom jeg engang ud fra en opførelse af Beethovens 9. symfoni – Adam Fischer dirigerede Underholdningsorkestret – og jeg følte mig banket gul og blå. Konflikterne i musikken blev fremlagt i en brydekamp.
Muskler under skjorten
Her i avisen anmeldte Thomas Michelsen Den Danske Strygekvartets nye cd, ’Prism I’, produceret af det eksklusive selskab ECM, den første af fem cd’er med kvartettens Beethoven. Om den skriver Michelsen skriver blandt andet: »En koncentreret indspilning, der i renskuret ECM-produktion ikke afslører den mindste svedskjold under armene. Men som alligevel, når man lytter efter, hele tiden virker så levende som en liveoptagelse. Det er næsten absurd cool gjort. Blottet for selvsmagende poseren og pumpede biceps, men med tilpas med muskler under skjorten«.
Men bør Beethoven faktisk svede? Gør man ham en bjørnetjeneste ved at placere en airconditioner i lokalet?»Det bliver jo diskuteret lystigt i øvelokalerne og ikke kun af os«, siger Asbjørn Nørgaard: »der er forskellige skoler. Nogle, der skærer Beethoven ud i granit, og nogle, der prøver at bløde hjørnerne lidt op. Det er altid et spørgsmål om, hvor teatralsk og retorisk det skal være, over for hvor organisk musikalsk man synes, det skal være. Det er hele tiden sådan et felt, hvor der ikke rigtig er nogen svar«. »Hvad gør vi«, spørger Fredrik Schøyen Sjölin. »Ja, vi prøver i hvert fald ikke at gemme knasterne væk«.
Asbjørn Nørgaard: »Vi prøver ikke at gemme dem væk, men vi prøver heller ikke at gøre det til sådan en ting, der forstyrrer. Vi hørte nogle indspilninger af en af midterkvartetterne, hvor de spiller en hurtig sats, og der er tydeligvis en forventning om, at det skal være så kantet, fordi Beethoven var så skør, og det lyder fuldstændig bizart i forhold til nodebilledet. Hvis man viste en robot det her nodebillede, ville det være tydeligt, at der nærmest ingen sammenhæng er mellem det og den musik, der bliver spillet, længere. Man er kommet ud ad nogle rigtig mærkelige veje, fortolkningsmæssigt. Man kan også gå for langt ad den vej«.
Jeres plademærke ECM producerer så lækkert, at man næsten tror, det er løgn. Ligger der en holdning til musikken i det også?
»Altså, ECM’s lyd har vi jo ingen indflydelse på«, siger Asbjørn Nørgaard, »men faktisk er optagelsen den mindst redigerede, vi nogensinde har lavet«.
Men kan I ikke være bange for, at der er noget problemafvisende teflon over lyden?
»Jo, det kan godt være …«, siger Nørgaard. »Jeg forstår, hvad du mener«.
I København spiller Den Danske Strygekvartet værkerne kronologisk for at give publikum mulighed for at opleve kvartetterne i den rækkefølge, de blev skrevet, i takt med at materialet i dem blev erfaret fra Beethovens side.
»Faktisk spiller vi dem kronologisk i en grad, at vi spiller dem i en anden rækkefølge, end Beethoven selv udgav dem!«, siger Asbjørn Nørgaard.»Han udgav den, han bedst ku’ li’, først, den med den mest sexede andensats, og så puttede han de andre, som han tit havde skrevet inden, ind lidt hen ad vejen«.
Overview

Fire drenge rammer toppen med helt absurd cool klassikere

❤️❤️❤️❤️❤️❤️

Den Danske Strygekvartet spiller lige tilpas med musklerne på det første album i ny Beethovenserie.

Først kaldte de sig bare Den Unge Danske Strygekvartet. Så droppede de ’unge’, og i dag er de kendt verden over som Danish String Quartet. Et ensemble, der har scoret topanmeldelser i blandt andet New York, og som har engagementer i kalenderen for den kommende måned fra Køge til Budapest (på søndag), Wigmore Hall i London og Kingston og Toronto i Canada. Og så indspiller de på ECM. Et af den klassiske musiks og jazzens mest eksklusive plademærker, der udgiver dem side om side med topnavne som András Schiff, Jan Garbarek og Chick Corea.

I Danmark må vi godt stadig kalde Danish String Quartet for Den Danske Strygekvartet, og de har sat sig på det her efterår. Dels afholder de deres egen festival nu i oktober. Dels har de lige, som deres tredje ECM-udgivelse, sluppet albummet ’Prism I’, der, som romertallet røber, er den første udgivelse i en større satsning, som skal blive til en serie på i alt fem album udgivet over de kommende år.

Beethovens sene strygekvartetter – dem, man engang kaldte for ’De gale’, fordi den døve komponist bryder med en hel masse regler og konventioner – skal være seriens røde tråd. De er tænkt som prismet, mens Bach er lysstrålen, der rammer det bagfra og via prismet spredes til forskellige nyere komponister, som skal veksle fra gang til gang.

Men der er endnu mere rød tråd at følge på seriens første album, som lever op til ECM’s ry for at levere lækker lyd og lytteoplevelser helt ude på kanten af det næsten for lækre. De fire strygere bruger nemlig deres sikre greb om instrumenterne til at lade tonen es vandre som en stafet igennem musikhistorien.

Roligt rækkes esset fra Bach videre til Sjostakovitj, som i sin 15. og sidste strygekvartet byder på seks langsomme satser i træk. Det er musik, der bryder lige så meget med de klassiske konventioner, som Beethovens sene kvartetter gør, og sådan som Den Danske Strygekvartet spiller Sjostakovitjs kvartet, går det op for en, hvordan den hårdt prøvede sovjetkunstner her med forbløffende økonomi opsummerer sit oeuvre i et enkelt værk. Den nedtonede alvor, den lette sødme og den svale renhed i kvartettens måde at spille på lader sorgen pible frem, inden skærende projektørers lys bryder mørket, og voldelige overfald fører til højspændt fortvivlelse og til sidst til en form for ro.

Det er næsten absurd cool gjort. Blottet for selvsmagende poseren og pumpede biceps, men med tilpas med muskler under skjorten. Herfra er det bare at glæde sig, til næste ’Prism’-album slippes fri.

Link til anmeldelsen her