Overview

Klassisk musikfestival runder coronaåret af med smuk sang fra jorden

Højt kunstnerisk niveau og melankoli prægede Den Danske Strygekvartets årlige kammermusikfestival

Den Danske Strygekvartets årlige festival har som oftest et tema. I år et coronainspireret tema: det japanske udtryk Mono no aware, der betyder noget i retning af tingenes åh!-hed, forstået som deres skønhed og flygtighed. Altså: åh, hvor smukt, åh, nu er det væk! De blomstrende kirsebærtræer er stjerneeksemplet.

Ifølge bratschisten Asbjørn Nørgaards mundtlige præsentation ved festivalen følte kvartetten sig inspireret af temaets dobbelthed i et mærkværdigt coronaår, hvor man ikke mindst som musiker har set sin verden lukke ned og sammen og på den anden side har oplevet en ukendt ro og tid til livet.

Denne dvælen ved tingenes på én gang skønhed og skrøbelighed og ved den sunde indsigt i, at alting har en ende, indkapsles meget godt i det japanske Mono no aware.

Festivalplakaten udtrykker elegant festivalens tanker og program: en gammeldags vanitas-opstilling med dødningehoved, et friskt rødt æble, en vase med kirsebærblomster, en violin og et ungt menneske med smartphone og samuraihjelm.

Festivalprogrammet var spækket med musik af den livsreflekterende slags. Fra Brahms Im Herbst den første aften til Mahlers Das Lied von der Erde som sidste programpunkt. Et fantastisk opbud af dygtige musikere satte et meget højt kunstnerisk niveau.

Energiske blæsere
Fredag, festivalens anden aften og den første aften, jeg oplevede, indledte Den Danske Strygekvartet med Sjostakovitj Strygekvartet Nr. 10 for bagefter at give plads til en eminent blæserkvintet bestående af Stefan Diaconu på fløjte, Felicia Greciuc på obo, Jonas Frølund på klarinet, Niklas Kallsoy Mouritsen på horn og Constantin Barcov på fagot, der med deres imponerende energi og musikalitet gjorde György Ligetis Seks bagateller til aftenens højdepunkt.

Efter pausen var det tid til den kreative del af festivalen, det, de kalder en kurateret koncert, hvor værker af forskellige kunstnere og fra forskellige genrer glider over i hinanden til et samlet kunstværk. I år naturligvis under titlen Mono no aware. Musik af Marcus Paus, Mozart, Pärt, Bruch og Britten kædet sammen af oplæsning fra det ældgamle engelske digt Deor’s Lament med omkvædet: »That passed away, this also may«.

Der var gode kræfter bag det hele med Marianna Shirinyan ved klaveret, Jonas Frølund på klarinet, Malin William-Olsson på bratsch, Andreas Brantelid på cello, Nina Schlemm på harpe og oplæsning ved den amerikanske skuespiller Darren Pettie, men i forhold til lørdagens koncert, forblev fredagen dog kun en optakt.

Musiksoldater
For det var lørdag, at det hele gik op i en højere enhed. Her var der to programpunkter: Igor Stravinskijs Historien om en soldat i Stravinskijs mindre udgave for klarinet, violin og klaver. Og Gustav Mahlers Das Lied von der Erde i Arnold Schönbergs udgave for kammerorkester.

Skuespiller Danica Curcic læste fuldstændig fremragende og musikalsk historien om en soldat op til Frederik Øland, Jonas Frølund og Marianna Shirinyans perfekt afvejede akkompagnement.

Det var bare fire kunstneres gode selskab i Stravinskijs altid gode selskab. En opbyggelig historie om, hvordan man ikke skal sælge sin violin for penge, og at livets gode soldater burde vælge kærligheden. Festivalens allegoriske sprog begynder at give mening. Violinen og sjælen. Hjelmen og livets svære valg og kampe. Vi er alle sammen små kæmpende musiksoldater, der kan blive fristet af en smartphone og komme på afveje.

Das Lied von der Erde er Gustav Mahlers 9. symfoni. Men sådan én ville han ikke have, så han kaldte den noget andet. Arnold Schönbergs arrangement for kammerensemble samlede alle de gode kræfter ved festivalens sidste programpunkt, hvor man fik lejlighed til at høre stort set alle festivalens musikere forenet i et mindre symfoniorkester.

Og hvor var det denne aften at foretrække for et helt symfoniorkester! Når alle stemmer er så velspillende er det særligt og intenst at opleve en kammerbesætning.

Teksten til Das Lied von der Erde hentede Mahler fra den tyske oversættelse/genskrivelse af gamle kinesiske digte. På dansk kendt som Den kinesiske fløjte. Digte om svunden ungdoms skønhed set i perspektivet af alderdommen og ubærlig ungdoms tomhed set i perspektivet af ungdommen. Naturens skønhed og vinens velsignelse pynter lidt på det hele.

Det er ikke helt til at forklare, men Mahlers musik tager det hele på ordet og bringer det et andet sted hen, hvor vi ikke længere ved, hvor vi er, men det taler til noget dybt i os, som overskrider lykke og ulykke, og ja, lader os opleve begge dele på én gang.

Tenorpartiet ligger ondt. Det er højt og bliver ikke hjulpet af orkesteret. Herhjemme kan jeg ikke komme i tanker om andre end Magnus Vigilius, der kan klare dette parti, så tak corona for, at han ikke stod et sted i udlandet og sang denne aften, men at vi kunne få lejlighed til at nyde ham.

Mezzosopranstemmen er anderledes hjulpet i denne musik, men jeg har dog alligevel sjældent hørt noget så smukt som Sophie Haagens mørke og rige stemme, som den udfoldede sig og bar i Mahlers lange fraser.

Det var bestemt jordens sang, Den Danske Strygekvartet og venner rundede dette coronaår af med.

Sjostakovitj, Ligeti, Stravinskij, Mahler m.fl. DSQ Festival. Den Danske Strygekvartet m.fl. Maria Badstue – dirigent. Koncertkirken 27.–29. november.

Link to article here


Overview

Musikere i verdensklasse inviterede til intim koncert med japansk fokus på livets forgængelige skønhed

Den Danske Strygekvartet åbnede deres tredages musikfestival med japansk film og buddhistisk filosofi.

Hvis ikke det lige var, fordi pandemien er ved at have kørt alle flade, så ville det hele faktisk være ret fedt. I hvert fald hvad klassiske koncerter herhjemme angår. Der må ikke være ret mange publikummer. Derfor er hver eneste koncert en intim og fokuseret, men samtidig afslappet oplevelse.

Det forudsætter ganske vist, at man er heldig at skaffe en af de få billetter, der er til salg. Men når det gælder Den Danske Strygekvartets festival, der løber til og med lørdag, kan man også streame koncerterne på YouTube eller Facebook, og det kan være bedre end ingenting.

Men altså, det gode midt i alt det forfærdelige var at sidde torsdag aften i Koncertkirken på Nørrebro og bare nyde, hvor fremragende de fire strygeinstrumenter lød i det lige tilpas fyldte, men ikke overfyldte kirkerum, og simpelthen føle sig i stue med musikerne.

Med japansk film
De fire verdensklassemusikere, der normalt spiller rigtig meget i USA, hvor de hedder Danish String Quartet eller DSQ, går bare hjemme for tiden. De nyder livet og er sammen med deres børn, fortalte bratschisten Asbjørn Nørgaard. Og så har de arrangeret en tredagesfestival, som er bygget op i japanske rammer, fordi japanerne har et udtryk, det er godt at tænke på for tiden. Det staves mono no aware og beskriver den bittersøde oplevelse af, at livet er skønt, samtidig med at det forgår. Fordi alt går over på et tidspunkt. Pandemier såvel som kirsebærtræernes blomstring.

å den måde blev det helt buddhistisk at sidde og lytte til en lied af Brahms, ’Om efteråret’ hed den, som de fire strygere lagde ud med i håndspillet instrumental udgave, mens de viste et lille japansk filmklip i sort-hvid af en mand og to børn, der tryllede elendighed om til eventyr. For hvis ikke man har sake og ris, så kan man da bare lege, at man har det.

Det blev en smuk lille oplevelse sådan at se de tre overkomme en nødsituation med luksusfilmmusik af Brahms som underlægning. Og så var der musik af Mozart. En avanceret strygekvartet, hvor små tilløb til usikkerheder blev dækket superprofessionelt, og hvor den store nydelse var at opleve, hvor intenst der blev lyttet indbyrdes mellem de fire musikere, så Mozarts overraskende harmonier blev helt rene, og så den samlede klang blev cremet og glat som en velpisket æggesnaps.

Ingen festivalstemning uden venner og gæster. Sådan er det i den klassiske musiks verden, når de skrappe musikere, som DSQ inviterer til tre dages kammermusik, og gæsterne ved åbningskoncerten torsdag var helt på kvartettens eget niveau. Til at spille Ravels hyperelegante klavertrio havde de inviteret den svenske violinist Malin William-Olsson, den danske topcellosolist Andreas Brantelid og den armenskdanske pianist Marianna Shirinyan, der for længst har etableret sig som en af de bedste pianister herhjemme.

Skynd dig at købe billet
Ravels trio er en opvisning i, hvor elegant kammermusik kan skrives, og hvor yppig den kan bringes til at klinge, når man som Ravel var i stand til at surfe på efterdønningerne af Debussys impressionisme og endda raffinere den yderligere.

Som så ofte hos Ravel er der både passionerede spanske og svalende orientalske klange i musikken, og de tre musikere spillede den, så det var som at få massage. Hele kroppen havde det bedre bagefter. Brantelid og Shirinyan kom næsten lige fra Louisiana, hvor de for nogle dage siden havde glædet et andet lille, heldigt livepublikum. Man kan opleve mere Ravel live næste torsdag, hvor hans ’La valse’ bliver spillet på to flygler på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Hvis man kan nå at få en billet. Ellers bliver den koncert også streamet.

Link to article here