Overview

Danish String Quartet presents sublime Schubert and Sørensen pairing

In Amsterdam’s Muziekgebouw, the Danish String Quartet began its four-year Doppelgänger project, exploring Schubert’s string quintet and the last three quartets, each to be paired with a signal commission. The grouping of composers within this extended conversation underlines the seriousness of intent. Bent Sørensen, Lotta Wennäkoski, Anna Thorvaldsdottir and Thomas Adès’ new works will be framed by Schubert’s great string works, offering to each new work, a reflection of one to the other… and so, Doppelgänger.

This journey began with Doppelgänger – 1, pairing Schubert’s great final String Quartet no. 15 in G major, D887, with Sørensen’s Döppelganger, the programme aptly closing with an arrangement of Schubert’s song Der Doppelgänger from Schwanengesang

Four chairs centre stage evoked similar expectancy to an orchestra tuning up, marking anticipation of an incoming artistic hustle. Warm applause greeted the quartet, after which viola player Asbjørn Nørgaard addressed the audience, chatting engagingly about their hopes for the project. Acknowledging the length of Schubert’s great G major quartet, famously epic until Morton Feldman’s six-hour long String Quartet no. 2 superseded it in 1983, the feeling of journeying into a long Nordic saga was evoked. Pleasantries over, the playing began. 

Breezy Scandinavian air blew effortlessly through the Main Hall, the verve of this new project unfolding with conviction across the evening. The Allegro of Schubert’s substantive quartet oscillated between courtly melodies placed thoughtfully in opposition to more passionate phrasing in counterbalance. A sweetly graceful Andante followed, with the precision trio of violins and viola supporting the cello’s melodic line. Surety of phrasing by violinist Frederik Øland in the Scherzo marked the pace; in the Allegro,Øland’s grip on tempo, and timbral voicings were special, blending perfectly into a sumptuous whole. 

Amsterdam audiences are sophisticated in their listening credentials and the concentration in the hall was rapt, held unswervingly – gently but firmly – in perfect string quartet form by four performers who are mature exponents in their jointly articulated language. 

Bent Sørensen’s Döppelganger responded acutely to the commission, mirroring what he found in Schubert’s quartet. In his preamble, Nørgaard helpfully invoked the idea of Sørensen’s piece as sketching a “timeless room”, guiding the audience’s imagination in the specialised musical geography of Sørensen’s sonic vocabulary. Fictional detective Sherlock Holmes’ fancy, the mind palace, resplendent with many rooms, seems an appropriate way to encapsulate Sørensen’s myriad imaginings. Notions of what could be termed idiomatic string quartet language, in a variety of contrived, condensed string textures, played across fast motivic language in alternation. Lyrical, structured language playfully bounced across normative gestures of quartet repertoire, rising, falling and rushing around many newly created rooms. 

Thrilling listening moved us through time as we turned familiar corners, feeling similar yet burnished with new coloration and impetus. Suddenly there was a dramatic grand pause – presenting a highly romanticised focal point, suspended in a chorale outside time. A pure room of beauty and ascendance, reminiscent of a surging 1940s soundtrack, was sustained for some time. The work was greeted with fervent applause and a shouted “Wow!”

After these two rich works were embedded in our memory, Schubert’s Der Doppelgänger provided a judiciously short conclusion, reuniting with sumptuous classical language, the concert’s structure felt completed.

Combining the old with the new, the Danish String Quartet have set sail on a joyous voyage. With a relaxed and easy demeanour, their communication is direct. Through this Doppelgänger project reconciliation between both languages may be eased. And certainly – wow! Sørensen’s work will surely assimilate into the classic repertoire. What a start to such an innovative and wide-ranging endeavour. Is it really that we must wait a whole entire year until the next episode? 

Link to article here

Overview

Hvordan jeg lærte at elske den perfekte maskine

Når man er opdraget kunstnerisk i 80’erne, ligger charmen i anarkistisk genstridighed, og først sent har jeg ladet mig vælte over ende af den rene musikalske perfektion, skriver Michael Bo i denne klumme. Det var en ven, der adviserede mig en time inden. Den Danske Strygekvartet skulle spille i mit nabolag, i Flintholm kirke på Frederiksberg. Forrige søndag eftermiddag.

Jeg gik derover. Havde håbet på et sådan totalt lødigt program, noget med mol og panderynker i kirketiden. Noget benhård Bach parret med noget modernistisk sarkasme. Agtigt. Hvis jeg havde vidst, at de ville spille en dansesuite, de selv havde sammensat, efterfulgt af egne arrangementer af folkemusik fra Norden, var jeg måske ikke kommet, for hvem har vel behov for det i sit liv?

Den Danske Strygekvartet er fire mænd i slut-30’erne, som jeg altid har værdsat og respekteret højt. De er Danmarks internationalt mest synlige kammermusikere med hjemmebanefordel i oplandet til Carnegie Hall og Lincoln Center i New York. Men elsket dem, rigtig elsket dem, har jeg ikke. Før nu.

BANKET TIL LIREKASSEMAND
Jeg er altid veget tilbage for det perfekte. Jeg voksede op i 70’erne og blev kulturelt støbt i 80’erne, og perfektion var et andet ord for noget goldt, noget, der var for færdigt og med for forræderisk lækker en finish. Noget, som ikke inviterede til, at man som publikum selv arbejdede mere med det. I 80’erne var det kun et sundhedstegn, at ikke alle dansere i en formation i en ballet stod helt snorlige med arme og fødder. Hvis en fod eller en albue strittede, var det tegn på liv, på noget organisk. Så fuck dig, overperfekte Balanchine!

For få år siden var jeg til en opførelse af Beethovens 9. symfoni med Danmarks Underholdningsorkester, dirigeret af deres troldmand Adam Fischer. Jeg følte mig banket til lirekassemand bagefter, følte mig virkelig i øjenhøjde med en sur, vranten, aggressiv, trekvartdøv og uperfekt Beethoven. Det føltes autentisk i en sjælden grad, at Fischer ikke glattede ud, men lod musikken fremstå med furer, sprækker og warts and all, som briterne siger.

Men kom, det gjorde jeg. Og jeg tudede, da de spillede en shetlandsk folkesang om kvinderne, der sad derhjemme og ventede på, at deres mænd skulle komme frelste hjem gennem stormen. Det skulle blive en grådlabil uge.

Det var nok mit oprindelige problem med Den Danske Strygekvartet, der er blevet hyldet for opførelsen af især de sene ’gale’ kvartetter af Beethoven. Det forekom mig, at de glattede problemerne i Beethovens halsstarrige musik ud til fordel for vellyd, gjorde noget, der med vilje eller ej var uorganisk, til noget organisk.

Kvartetten, der har 20-års jubilæum næste år, har for de tre af medlemmernes vedkommende spillet sammen, fra de var drenge. Det er nærmest uhyggeligt at tænke på den tid, de har tilbragt i øvelokalet, hver for sig og sammen. Kammermusik handler først og sidst om at lytte – til hinanden, finstemme sig selv efter makkerne, indgå i en symbiose, bøje af over for ensemblets ånd.

ÉN KONCERT BLEV TIL TRE
Jeg har selv hen ad vejen talt med kvartettens medlemmer, også her til avisen. Jeg har engang citeret bratschist Asbjørn Nørgaard for det her om de forskellige holdninger til at spille Beethoven: at nogle »skærer Beethoven ud i granit«, mens andre »prøver at bløde hjørnerne lidt op. Det er altid et spørgsmål om, hvor teatralsk og retorisk det skal være«.

Min kollega Thomas Michelsen har i en anmeldelse rost kvartettens Beethoven på cd for, at man kunne fornemme musklerne spille under skjorten, men at der ikke var svedskjolder at ane, sådan i overført betydning.

Den Danske Strygekvartet sidder ikke og kæmper med materien, mens vi bivåner det, hvor fascinerende det end kunne være. De tager deres kampe inden koncerten, og det er der stor kunstnerisk modenhed i, og sent er den prås gået op for mig, at man (nærmest) stum af fascination kan sidde der på 2. række og fortabe sig i selve urværket, selve mekanikken, skønheden i en perfekt, velsmurt maskine. Så uendeligt tilfredsstillende det er at høre, hvordan netop dét strøg på violinen nøje er tænkt ind i sammenhængen, hvordan præcis dén klang fra bratschen er et modsvar til en murren i andenviolinen, hvordan netop dén bund i celloen bringer sømændene frelst i land på en shetlandsk ø fra et skummende Norskehav.

Som med alt andet i livet er det ikke altid det, du troede, du ville ha’, som du ender med at sætte højest. Chancen ville, at jeg fik yderligere to muligheder for at gå til koncert med Den Danske Strygekvartet den uge, de tog røven på mig i Flintholm kirke, nemlig i Glyptotekets koncertsal og på Nordatlantens Brygge.

Link to article