Overview

Klassisk musikfestival runder coronaåret af med smuk sang fra jorden

Højt kunstnerisk niveau og melankoli prægede Den Danske Strygekvartets årlige kammermusikfestival

Den Danske Strygekvartets årlige festival har som oftest et tema. I år et coronainspireret tema: det japanske udtryk Mono no aware, der betyder noget i retning af tingenes åh!-hed, forstået som deres skønhed og flygtighed. Altså: åh, hvor smukt, åh, nu er det væk! De blomstrende kirsebærtræer er stjerneeksemplet.

Ifølge bratschisten Asbjørn Nørgaards mundtlige præsentation ved festivalen følte kvartetten sig inspireret af temaets dobbelthed i et mærkværdigt coronaår, hvor man ikke mindst som musiker har set sin verden lukke ned og sammen og på den anden side har oplevet en ukendt ro og tid til livet.

Denne dvælen ved tingenes på én gang skønhed og skrøbelighed og ved den sunde indsigt i, at alting har en ende, indkapsles meget godt i det japanske Mono no aware.

Festivalplakaten udtrykker elegant festivalens tanker og program: en gammeldags vanitas-opstilling med dødningehoved, et friskt rødt æble, en vase med kirsebærblomster, en violin og et ungt menneske med smartphone og samuraihjelm.

Festivalprogrammet var spækket med musik af den livsreflekterende slags. Fra Brahms Im Herbst den første aften til Mahlers Das Lied von der Erde som sidste programpunkt. Et fantastisk opbud af dygtige musikere satte et meget højt kunstnerisk niveau.

Energiske blæsere
Fredag, festivalens anden aften og den første aften, jeg oplevede, indledte Den Danske Strygekvartet med Sjostakovitj Strygekvartet Nr. 10 for bagefter at give plads til en eminent blæserkvintet bestående af Stefan Diaconu på fløjte, Felicia Greciuc på obo, Jonas Frølund på klarinet, Niklas Kallsoy Mouritsen på horn og Constantin Barcov på fagot, der med deres imponerende energi og musikalitet gjorde György Ligetis Seks bagateller til aftenens højdepunkt.

Efter pausen var det tid til den kreative del af festivalen, det, de kalder en kurateret koncert, hvor værker af forskellige kunstnere og fra forskellige genrer glider over i hinanden til et samlet kunstværk. I år naturligvis under titlen Mono no aware. Musik af Marcus Paus, Mozart, Pärt, Bruch og Britten kædet sammen af oplæsning fra det ældgamle engelske digt Deor’s Lament med omkvædet: »That passed away, this also may«.

Der var gode kræfter bag det hele med Marianna Shirinyan ved klaveret, Jonas Frølund på klarinet, Malin William-Olsson på bratsch, Andreas Brantelid på cello, Nina Schlemm på harpe og oplæsning ved den amerikanske skuespiller Darren Pettie, men i forhold til lørdagens koncert, forblev fredagen dog kun en optakt.

Musiksoldater
For det var lørdag, at det hele gik op i en højere enhed. Her var der to programpunkter: Igor Stravinskijs Historien om en soldat i Stravinskijs mindre udgave for klarinet, violin og klaver. Og Gustav Mahlers Das Lied von der Erde i Arnold Schönbergs udgave for kammerorkester.

Skuespiller Danica Curcic læste fuldstændig fremragende og musikalsk historien om en soldat op til Frederik Øland, Jonas Frølund og Marianna Shirinyans perfekt afvejede akkompagnement.

Det var bare fire kunstneres gode selskab i Stravinskijs altid gode selskab. En opbyggelig historie om, hvordan man ikke skal sælge sin violin for penge, og at livets gode soldater burde vælge kærligheden. Festivalens allegoriske sprog begynder at give mening. Violinen og sjælen. Hjelmen og livets svære valg og kampe. Vi er alle sammen små kæmpende musiksoldater, der kan blive fristet af en smartphone og komme på afveje.

Das Lied von der Erde er Gustav Mahlers 9. symfoni. Men sådan én ville han ikke have, så han kaldte den noget andet. Arnold Schönbergs arrangement for kammerensemble samlede alle de gode kræfter ved festivalens sidste programpunkt, hvor man fik lejlighed til at høre stort set alle festivalens musikere forenet i et mindre symfoniorkester.

Og hvor var det denne aften at foretrække for et helt symfoniorkester! Når alle stemmer er så velspillende er det særligt og intenst at opleve en kammerbesætning.

Teksten til Das Lied von der Erde hentede Mahler fra den tyske oversættelse/genskrivelse af gamle kinesiske digte. På dansk kendt som Den kinesiske fløjte. Digte om svunden ungdoms skønhed set i perspektivet af alderdommen og ubærlig ungdoms tomhed set i perspektivet af ungdommen. Naturens skønhed og vinens velsignelse pynter lidt på det hele.

Det er ikke helt til at forklare, men Mahlers musik tager det hele på ordet og bringer det et andet sted hen, hvor vi ikke længere ved, hvor vi er, men det taler til noget dybt i os, som overskrider lykke og ulykke, og ja, lader os opleve begge dele på én gang.

Tenorpartiet ligger ondt. Det er højt og bliver ikke hjulpet af orkesteret. Herhjemme kan jeg ikke komme i tanker om andre end Magnus Vigilius, der kan klare dette parti, så tak corona for, at han ikke stod et sted i udlandet og sang denne aften, men at vi kunne få lejlighed til at nyde ham.

Mezzosopranstemmen er anderledes hjulpet i denne musik, men jeg har dog alligevel sjældent hørt noget så smukt som Sophie Haagens mørke og rige stemme, som den udfoldede sig og bar i Mahlers lange fraser.

Det var bestemt jordens sang, Den Danske Strygekvartet og venner rundede dette coronaår af med.

Sjostakovitj, Ligeti, Stravinskij, Mahler m.fl. DSQ Festival. Den Danske Strygekvartet m.fl. Maria Badstue – dirigent. Koncertkirken 27.–29. november.

Link to article here


Overview

Musikere i verdensklasse inviterede til intim koncert med japansk fokus på livets forgængelige skønhed

Den Danske Strygekvartet åbnede deres tredages musikfestival med japansk film og buddhistisk filosofi.

Hvis ikke det lige var, fordi pandemien er ved at have kørt alle flade, så ville det hele faktisk være ret fedt. I hvert fald hvad klassiske koncerter herhjemme angår. Der må ikke være ret mange publikummer. Derfor er hver eneste koncert en intim og fokuseret, men samtidig afslappet oplevelse.

Det forudsætter ganske vist, at man er heldig at skaffe en af de få billetter, der er til salg. Men når det gælder Den Danske Strygekvartets festival, der løber til og med lørdag, kan man også streame koncerterne på YouTube eller Facebook, og det kan være bedre end ingenting.

Men altså, det gode midt i alt det forfærdelige var at sidde torsdag aften i Koncertkirken på Nørrebro og bare nyde, hvor fremragende de fire strygeinstrumenter lød i det lige tilpas fyldte, men ikke overfyldte kirkerum, og simpelthen føle sig i stue med musikerne.

Med japansk film
De fire verdensklassemusikere, der normalt spiller rigtig meget i USA, hvor de hedder Danish String Quartet eller DSQ, går bare hjemme for tiden. De nyder livet og er sammen med deres børn, fortalte bratschisten Asbjørn Nørgaard. Og så har de arrangeret en tredagesfestival, som er bygget op i japanske rammer, fordi japanerne har et udtryk, det er godt at tænke på for tiden. Det staves mono no aware og beskriver den bittersøde oplevelse af, at livet er skønt, samtidig med at det forgår. Fordi alt går over på et tidspunkt. Pandemier såvel som kirsebærtræernes blomstring.

å den måde blev det helt buddhistisk at sidde og lytte til en lied af Brahms, ’Om efteråret’ hed den, som de fire strygere lagde ud med i håndspillet instrumental udgave, mens de viste et lille japansk filmklip i sort-hvid af en mand og to børn, der tryllede elendighed om til eventyr. For hvis ikke man har sake og ris, så kan man da bare lege, at man har det.

Det blev en smuk lille oplevelse sådan at se de tre overkomme en nødsituation med luksusfilmmusik af Brahms som underlægning. Og så var der musik af Mozart. En avanceret strygekvartet, hvor små tilløb til usikkerheder blev dækket superprofessionelt, og hvor den store nydelse var at opleve, hvor intenst der blev lyttet indbyrdes mellem de fire musikere, så Mozarts overraskende harmonier blev helt rene, og så den samlede klang blev cremet og glat som en velpisket æggesnaps.

Ingen festivalstemning uden venner og gæster. Sådan er det i den klassiske musiks verden, når de skrappe musikere, som DSQ inviterer til tre dages kammermusik, og gæsterne ved åbningskoncerten torsdag var helt på kvartettens eget niveau. Til at spille Ravels hyperelegante klavertrio havde de inviteret den svenske violinist Malin William-Olsson, den danske topcellosolist Andreas Brantelid og den armenskdanske pianist Marianna Shirinyan, der for længst har etableret sig som en af de bedste pianister herhjemme.

Skynd dig at købe billet
Ravels trio er en opvisning i, hvor elegant kammermusik kan skrives, og hvor yppig den kan bringes til at klinge, når man som Ravel var i stand til at surfe på efterdønningerne af Debussys impressionisme og endda raffinere den yderligere.

Som så ofte hos Ravel er der både passionerede spanske og svalende orientalske klange i musikken, og de tre musikere spillede den, så det var som at få massage. Hele kroppen havde det bedre bagefter. Brantelid og Shirinyan kom næsten lige fra Louisiana, hvor de for nogle dage siden havde glædet et andet lille, heldigt livepublikum. Man kan opleve mere Ravel live næste torsdag, hvor hans ’La valse’ bliver spillet på to flygler på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Hvis man kan nå at få en billet. Ellers bliver den koncert også streamet.

Link to article here

Overview

Recording of the Month

This is the first in a series of releases by the Danish String Quartet under the title ‘Prism’, each of which will present one of Beethoven’s late string quartets alongside a related fugue by J.S. Bach and another linked work from the quartet literature. Prism I is built around the key of E-flat and the first of Beethoven’s late quartets, Op. 127 in E-flat Major. Bach’s Fugue in E-flat Major, BWV 876 was one of five from the Well-Tempered Clavier that Mozart transcribed for string quartet, and both Mozart and Beethoven shared a deep admiration of Bach. Dmitri Shostakovich’s final string quartet, No. 15 in E-flat minor, a hauntingly enigmatic set of six adagios that can trace its ancestral line back to Beethoven’s late quartet slow movements, including the Adagio, mon non troppo e molto cantabile of his Op. 127.

Poise, elegant restraint and an exacting adherence to the scores are the essence of this superb recording. Bach’s Fugue is played with appropriate reserve as a prelude to the Shostakovich. It could easily be more playful, but that’s not what this programme is about. Shostakovich’s String Quartet No. 15 is a serious prospect, and the Danish Quartet plays with hardly any vibrato, the long opening Elegy a moment in time suspended to a kind of infinity. Lack of vibrato should not be confused with a lack of expression here however. This playing has a purity that takes us deeply into Shostakovich’s melancholy mood, and the subtle touches of vibrato we are given heighten this effect while delivering the essence of the music rather than showcasing the players. Those razor-like crescendo notes in the Serenade are almost entirely consistent between the players, the drama present and oppressive, but always supremely in control. Other quartets take us closer to what sounds like a breaking point, but there by no means a shortage of dynamic range or drama here. Six slow movements might seem a daunting prospect, but there is lightness and transparency to be found here as well; the Danish players making the Nocturne into an atmospheric and ghostly space only just abandoned by dancers whose delicately formal movements made the cobwebs shift almost imperceptibly. The harder-hitting Funeral March has plenty of passion in the playing in this recording, though once again restraint in the vibrato keeps us in balance, the dynamics being ‘real’ rather than ‘projected’ or perceived as a side-effect of more frenetic finger-work. The final Epilogue opens frenetically enough, but the underlying momentum becomes a memory, poignant and ephemeral, and ultimately subsumed by a mood similar to the opening.

The transitions between all of these seemingly disparate works are surprising ear-openers. The related keys help of course, but there’s an undeniable musical narrative going on here and a freshness of context that adds to the sheer quality of the performances. I won’t go on at length about this recording of Beethoven’s Op. 127. This reminds me of that timeless recording the Busch Quartet made way back in the 1930s and has remained a benchmark ever since (review). The timings for the first two movements are as close as makes no difference, and while the Danish Quartet is a tad broader in the Scherzo they still manage to keep that high-tensile sense of suppressed drama the music needs. That slow second movement is to where the attention is most drawn, and the Danish Quartet is as sublime and timeless as you could wish for. There is enough momentum to prevent things falling apart, but Beethoven’s expansion of his material as far as it can go and beyond is as well played here as I think I’ve ever heard on a recording. The Busch Quartet was willing to stretch things a little further in the first few pages than the Danish Quartet, which is perhaps marginally more ‘straight’, but still plumbing the depths and singing with hypnotic clarity from Beethoven’s other-world.

There are of course comparisons to be had with this repertoire, but this recording is a unified package in its own right. The Brodsky Quartet presents a more heart-on-sleeve image of the Shostakovich quartet in their live recording (review), but this is part of the character of their whole set. The Fitzwilliam Quartet on Decca with its working connection with the composer and its 1970s authentic flavour will always have a unique place, but even with these aspects my preference in this work would now lean towards the Danish Quartet for its impeccable balance and coherence of emotional arc through the whole piece. When it comes to the Beethoven I picked out the Borodin Quartet on Chandos (review) more because the set was handy rather than it being an ideal reference. This is a good enough performance, but not quite as profound or keenly accurate as that from the Danish Quartet. There are of course plenty of others around, but with an intriguing and impressively effective concept and such superlative performances this Prism series looks like becoming one every string quartet collector should covet.

Link to article here

Overview

Danskere er blandt de nominerede til en Grammy

Dirigenten Thomas Dausgaard og Den Danske Strygekvartet er nomineret til en Grammy.

I 2017 var det Lukas Graham, der var det store danske håb til at løbe med USA’s største musikpris.

I år er der to danske navne, der blander sig med musikere som Lady Gaga, Kendrick Lamar og Drake på listen over nominerede til en Grammy for en udgivelse i 2018.

Det er i kategorierne ‘Bedste kammermusik’ og ‘Bedste orkesterpræstation’, at der er danske kunstnere blandt de nominerede.

Den Danske Strygekvartet er nomineret for deres album ‘Prism I’ i kategorien ‘Bedste kammermusik’, mens dirigenten Thomas Dausgaard er nomineret for to symfonier af den danske komponist Carl Nielsen sammen med Seattles Symfoniorkester.

Fuldt fortjent
Den Danske Strygekvartet består af de to violinister Rune Tonsgaard Sørensen og Frederik Øland, Asbjørn Nørgaard på bratsch og Frederik Schøyen Sjölin på cello, og selv om navnene måske ikke klinger bekendt for alle, er de fire mænd meget kendte inden for klassisk musik.

Og det er fuldt fortjent, at de er blevet nomineret til en Grammy, mener Thomas Michelsen, der er musikredaktør på Politiken.

– De har arbejdet benhamrende seriøst på at nå toppen, lige siden de studerede sammen på konservatoriet. De har spillet sammen nærmest altid – nogle af dem siden de var børn. De har arbejdet sig op på et niveau nu, hvor de bliver respekteret og anerkendt ude i verden og får virkeligt gode anmeldelser både i USA og andre steder, siger han.

De har deres egen cool og nordiske lyd, og så er de bare håndværkere på topniveau, forklarer musikredaktøren, der har fulgt kvartettens karriere tæt.

– Deres intonation – altså hvor rent de spiller – er bare på plads. De lytter til hinanden på en måde, så de trækker vejret sammen og spiller, som om de er én organisme, siger Thomas Michelsen.

Eksotisk Dansk
Grammy-uddelingen finder sted 10. februar 2019 i Los Angeles, og der gives priser i 84 kategorier.

Den anden danske nominerede er dirigenten Thomas Dausgaard, der tidligere har været chefdirigent for DR Symfoniorkesteret. Næste år tiltræder han som chefdirigent for Seattles Symfoniorkester.

Han har indspillet to symfonier af den danske komponist Carl Nielsen, og det er for den indspilning, han er nomineret til en Grammy.

– Carl Nielsen er stor i Danmark, men i udlandet er han nok lidt eksotisk. Thomas Dausgaard er en dirigent, der qua sin danske baggrund virkelig kender Carl Nielsen og hans musik. Med den ekspertise og de virkeligt gennemtænkte og gennemarbejdede bud på Carl Nielsen giver det udslag i, at han nu kan blive nomineret i den her forbindelse, siger Thomas Michelsen.

Vinderchancer
Den Danske Strygekvartet konkurrerer mod fire andre i deres kategori, og Thomas Michelsen vurderer, at det ikke er usandsynligt, at der kan komme en Grammy på danske hænder til februar.

Og hvis det sker, er det et stort internationalt spotlys, der bliver rettet mod de danske strygere.

– Det fører opmærksomhed med sig, og det er et kvalitetsstempel. På den måde får de yderligere opmærksomhed. Hvis de ender med at få den her Grammy i Los Angeles, så kigger hele den klassiske musikbranche på dem i endnu højere grad, end de har gjort før, siger Thomas Michelsen.

Link to article here

Overview

Two Danish names Grammy-Nominated

Lukas Graham was pipped at the post in 2017, but maybe 2019 year will yield Grammy gold
Christmas has come early for the Grammy-nominated string quartet (photo: Den Danske Strygekvartet/Facebook)

This year there are two names in the pot rubbing shoulders with the likes of Lady Gaga, Kendrick Lamar, Steve Gadd band and David Byrne – to name but a few – for the 2019 Grammy awards.

The two Danish entrants – conductor Thomas Dausgaard and Den Danske Strygekvartet (Danish string quartet) – have been nominated in the ‘Best Orchestral Performance’ and Best Chamber Music/Small Ensemble Performance’ categories respectively.

Den Danske Strygekvartet’s CD ‘Prism’ contains works written by Beethoven, Shostakovich and Bach and, according to Politiken’s music critic Thomas Michelsen, the group have “now worked their way up to a level where they are respected and recognised all over the world and get really good reviews, both in the US and other places.”

Bigging up Nielsen
Dausgaard’s recording consists of Carl Nielsen’s symphonies No 3 (Sinfonia Espansiva) and 4 (The Inextinguishable), and he made it conducting the Seattle Symphony Orchestra.

Of that, Michelsen says that “Carl Nielsen is big in Denmark but he is a little exotic abroad. Because of his Danish background, Dausgaard is a conductor who really knows Carl Nielsen and his music.”

The Grammy awards, which give out prizes in 84 categories, will take place in Los Angeles on 10 February 2019.

Link to article here

Overview

Prism I (Danish Quartet)

Air from another planet: when the Danish String Quartet first encountered late Beethoven it felt to them (as they explain in the booklet) ‘as if it had fallen down from outer space onto our music stands’. This new release is an attempt to recapture that sense of strangeness, the idea being to use Beethoven as a ‘prism’ through which to revisit earlier and later music. Here, the Quartet Op 127 refracts a Bach fugue and Shostakovich’s Quartet No 15, with the tonality of E flat as the common element.

The effect, on listening straight through, is unexpected. The Bach serves as a brief prelude, and the Shostakovich follows with very little break. The DSQ’s pure, transparent playing immediately lifts the sense of static, oppressive fatality that can (some might say, should) hang over this work. It’s certainly not that the group’s playing lacks commitment: the strange, almost savage snarls that end their crescendos at the start of the second-movement Serenade are deeply unsettling. But there’s definitely a sense of movement, indeed song, in even the slowest music. The ending isn’t so much a fade into extinction as a question left hanging – to be answered by the opening chords of the Beethoven: jagged, assertive and destabilising.

It feels like a controlled discharge of accumulated emotional energy, and while the playing is exquisitely refined (listen to the sudden, luminous change in texture at 5’00” in the finale), this performance never loses its sense of rhythmic danger. These aren’t warm interpretations; they repel as readily as they attract. But they’re thought-provoking, and often startlingly beautiful. And anyway, perhaps one shouldn’t draw too close to this music. Didn’t Beethoven say ‘I’m speaking to my God’?

Link to article here