Overview

Den Danske Strygekvartet giver os en blændende fortolkning af Beethovens ikoniske opus 131

På albummet med strygekvartetter af Beethoven og Bartók formidler Den Danske Strygekvartet musikkens kompleksitet og lidenskabelighed med bemærkelsesværdig autoritet og udtryksmæssig mangfoldighed

Den Danske Strygekvartets ECM-serie med Beethovens fem sidste kvartetter er nået til det tredje album. De første udgivelse er blevet mødt med kolossalt positive anmeldelser fra blandt anden den amerikanske musikkritik, herhjemme sparer vi heller ikke på roserne, for det er et faktum, at Danish String Quartet, som de kalder sig, med deres Beethoven-spil live og i studiet befinder sig blandt de bedste i denne sublime genre.

Konceptet kalder de Prism. En Beethoven-kvartet står over for en kvartet overvejende fra det 20. århundrede og en fuga af Johann Sebastian Bach. Lyset brydes fra Bach til Beethoven og gennemtrænger derefter også Dmitrij Sjostakovitj, Alfred Schnittke, Béla Bartók, Felix Mendelssohn og Anton Webern. Med Prism III hører vi Bachs fuga i cis-mol fra Wohltemperiertes Klavier bind 1, Beethovens Strygekvartet i cis-mol opus 131 og Bartóks 1. Strygekvartet.

Lidenskabens store form
Disse tre værker har kontrapunktets teknik som fællesnævner, det vil sige fugaformen med forskudte temaindsatser og modstemmer, og det er DDS´s store kvalitet, at de behersker formidlingen af denne kompleksitet med bemærkelsesværdig autoritet og udtryksmæssig mangfoldighed. Der sker tilmed det forunderlige, at de tre komponister bliver forunderligt samtidige; tidsperspektivet på et par hundrede år mellem dem indsnævres ved Bachs tidløshed, Beethovens musik for fremtiden og den unge Bartóks inspiration fra dem begge.

Beethoven betragtede selv cis-mol-kvartetten som sit betydeligste bidrag til genren. Den er på en måde fuldendelsen af hans bestræbelser på at skabe en ny musik – med nye formopbygninger, temaprocesser, klangverdener og dybere åndelige bekendelser. Selve det syvsatsede kompleks er revolutionerende. Jo, kvartetten begynder og slutter i cis-mol, men de andre satser gennemløber D-dur, h-mol, A-dur, E-dur og gis-mol – altså temmelig megen dur. Som midterakse står den længste sats, andanten med et tema og seks variationer, og de øvrige satser, nogle meget korte, kan ses som en knopskudt transformation af den traditionelle struktur med hovedsats, andante, scherzo og finale. Satserne afløser hinanden uden pause og kommer på den måde til at minde om en grandios fantasi, eller som Nietzsche formulerede det om de fem sene kvartetter i Unzeitgemässe Betrachtungen: ”Eine grosse Form der Leidenschaft”.

DDS giver os en åndeløs fortolkning af denne musik i en detaljeringsgrad, som en avisanmeldelse ikke kan give fuld plads til at beskrive. Men tre satser skal fremhæves. Den langsomme indledende fuga er ikke akademisk regelbundet, snarere en fugafantasi, som fører musikerne ud i ekspressive udfordringer. Allerede i teamets begyndelse indlægger Beethoven et sforzando (stærkt fremhævet tone), og affekten vender mange gange tilbage. Netop dette betonende hjerteslag får en mildt indtrængende opmærksomhed som et motto for hele værkets lidenskabelige anliggende.

Andantens tema med variationer gennemføres med en velsignet ro uanset tempoudsving. Begyndelsen af temaet præsenteres i en magisk iscenesættelse mellem de to violinister. Takt for takt går melodien fra den ene til den anden, som var det ét instrument, og hos Rune Tonsgaard Sørensen og Frederik Øland lyder det vitterligt sådan, så forbundet er de to, der er vokset op sammen i musikken. Den forførende (sådan beskriver Beethoven) tredje variation tolkes i en blændende analyse af de enkelte stemmers retoriske dynamik. Den ekspansive fjerdes roligt tvistende afprøvninger udvikler en herlig gnidningsmodstand mellem stemmerne. Den futuristiske femte, som for en uvant lytter kunne lyde som kattemusik, spiller de glasklart og virtuost, som drejede det sig om avantgardisten Anton Webern.

I den hurtige scherzo er Beethoven i rasende godt humør, og det bliver man også i dette selskab. Det er måske komponistens tilbageblik på sine erobringer og vel også den gamle Haydn dansende over stok og sten med heftige indskud og triodelens seje folkemusik, som bekommer de tre danskere og nordmanden så godt.

Besættende kvartetkunst
Lidenskabelig kan man med fuld ret beskrive Bartóks 1. Strygekvartet, færdiggjort i sin første version af en 18-årig studerende i 1899 og endeligt afsluttet ti år senere i den periode, hvor Bartók var glødende forelsket i violinisten Stefi Geyer. Men lidenskab er noget grundlæggende i hans personlighed, om end på flere foruroligende måder. I et digt om Bartók beskrev den samtidige modernist og socialist Lajos Kassák ham således: ”Undertiden kommer han med en farverig buket blomster i hånden, hvorfra ilden udgår, jomfruer forsvinder, og soldaterne dør. Hvem skulle tro, at han er det sære menneske, som englen jagede ud af Paradiset med flammesværd. Alligevel er der ingen tvivl om, at han er Satan…”. DDS indfanger aldeles beundringsværdigt den særegne lidenskab i det tresatsede opus – der skulle følge fem mere i hvad der blev den mest betydelige cyklus i det 20. århundrede ved siden af Sjostakovitjs 15 strygekvartetter.

Som i Beethovens opus 131 er der indsat en kort introduktion til finalen, et sceneskift hvor celloen bryder ud i et emotionelt recitativ, som bærer kimen til det, der skal komme. Og hvad Fredrik Schøyen Sjölin lover med statuarisk retorik bliver til besættende kvartetkunst, en proces i konstant forandring, som i høj grad er afhængig af en optimal kollektiv spilforståelse. Det er i grunden en klassisk sonateform med eksposition, gennemføring og reprise, der er også rigeligt med fuga og kontrakpunkt som hos Bach og Beethoven, men udtrykket og bearbejdelsen af materialet er særdeles personligt. I centrum står et enkelt motiv, der forvandler sig i løbet af voldsomme bølger og intense svage passager: Bartók farver himlen mørk og lader husmure synke sammen, som det står i digtet af Lassák.

Det er letheden og spillemandsmåden, der her er kendetegnende for DDS. Som de svæver afsted igennem en intrikat fuga med drilske ornamenteringer. Som de fanger Bartóks egen sproglige dialekt i et følelsesladet langsomt mellemspil. Som de kan mobilisere maksimal energi uden at kamme over, når de kommer i mål i værkets gispende slutfaser.

Blikket tilbage på de seneste århundreders musiks urfader, Johann Sebastian Bach, virker som en udvidelse af udgivelsens åndelige spektrum, hvor kort den firestemmige fuga i cis-mol end måtte være. Kvartetten spiller den i ophøjet ro og med den sangbare legato frasering, som ligger så naturlig for strygere. Alene denne fuga ud af Bachs talløse af slagsen er et mysterium i sin fuldkomne orden og strenge logik – med hans vanlige tilegnelse til noget større end menneskeheden. Der er, som man kan forstå, heller ingen grund til at blive ved jorden i lovprisningen af dette album.

Link to article here

Overview

Tanzen nicht vergessen

Johlen nach Schubert: Das Danish String Quartet spielt ein Pilotkonzert im Boulez Saal

Nein, das Stillsitzen haben sie nicht verlernt in den langen Monaten des Lockdowns. Die Besucherinnen und Besucher, die sich am Donnerstagabend im Pierre Boulez Saal versammelt haben, um am Pilotprojekt zur Öffnung der Berliner Bühnen teilzunehmen – mit negativem Coronatest und FFP2-Maske auch während der Darbietung –, sie umhüllen das Danish String Quartet geradezu mit ihrer Aufmerksamkeit, schaffen einen Kokon der kollektiven Konzentration.

Schuberts letztes Streichquartett von 1826, ein monumentales Opus von 45 Minuten Spieldauer, gehen die Herren aus Kopenhagen ohne falsche Ehrfurcht an. Ein drängender Puls dominiert in den schnellen Sätzen, klares, nordisches Licht durchflutet das Stimmengeflecht. Aber wenn es leise wird, kann der warme, dichte Zusammenklang von Frederik Öland, Rune Tonsgaard Sörensen, Asbjörn Nörgaard und Fredrik Schöyen Sjölin auch mal ganz hygge werden.

So aufgeklärt und geradlinig ist diese Schubert-Interpretation angelegt, dass im Andante selbst die Geisterstimmen, die im Hintergrund der Melodielinie beständig seufzen, pochen oder höhnisch lachen, ihre Bedrohlichkeit verlieren und eher an das mittsommernächtliche Treiben von Kobolden erinnern.

Nach dem Meisterwerk volgt Tanzmusik
Weil die Dänen in ihrer Konzertpraxis festgestellt haben, dass Meisterwerke intensiver wirken, wenn sie für sich allein stehen, folgt im zweiten Teil des pausenlosen Abends kein weiterer Meilenstein der Quartettliteratur, sondern: Tanzmusik. Als geistreicher Mix, bei dem die vier Streicher zu Klassik-DJs werden. Musik aus vier Jahrhunderten haben sie in die traditionelle Form einer Suite gebracht, die ästhetisch aber alle Erwartungshaltungen sprengt. Barockes trifft auf Minimal Music, archaischer Tanzkapellenklang reibt sich an weihevoller Romantik, vertrackte Stolperrhythmen von John Adams wechseln mit dem strengen Tonsatz von Marc-Antoine Charpentier.

Intelligent ist das gedacht und in der Live-Ausführung mitreißend gemacht. Ebenso wie die Eigenarrangements skandinavischer und irischer Volksmusik, die als Finale folgen – und das zuvor so fokussiert lauschende Publikum zum Jubeln, Johlen und Fußtrampeln bringen.

Link to article here

Overview

Prism III (Danish String Quartet)

The Danish String Quartet’s Prism series is building into an exceptionally rewarding venture. As in the previous volumes, this third instalment partners a late Beethoven quartet (the C sharp minor) with a related Bach fugue and a later quartet that might be regarded as a kindred spirit. In this case, Bartók’s First Quartet provides a stimulating evolution from Beethoven’s fugal writing and penchant for variations, creating a juxtaposition that illuminates both works.

The remarkable precision of the Danish is apparent throughout, moving as one organism whether in the wilder moments of Bartók’s final movement or the slow-moving counterpoint that opens the Beethoven. The Danish bring a concentrated introspection to both opening movements along with a suitably disconcerting sense of the abstruse. As Beethoven’s fugue works itself out, there are some passages where a little more shape would be welcome; and the pacing of the central movement’s variations is not always convincing. These are minor quibbles, though, in performances that are generally packed full of character. The shifts between shrouded mystery and full-throated outbursts in the Allegretto of the Bartók are gripping, while the more extrovert moments of the Beethoven find motifs are passed between the instruments with the flair and relish of expert jugglers. Bach’s fugue, in the same key that Beethoven’s quartet opens in, feels like an inevitable homecoming in a stimulating and compelling disc.

Link to article here

Overview

Prism III (Danish String Quartet)

Scintillating Scandinavian string playing shines a new light on Beethoven’s art.

“Each album presents a particular Bach fugue that is connected to a late Beethoven quartet that is in turn connected to a quartet by a later master. A beam of music is split through Beethoven’s prism.”

That’s part of the reasoning the Danish String Quartet – Frederik Øland and Rune Tonsgaard Sørensen (violins), Asbjørn Nørgaard (viola) and Frederik Schøyen Sjölin (cello) – give for embarking on their five-volume and live concert series PRISM project, which takes Beethoven’s last five string quartets and shows how it relates both to a Bach fugue (often in the same key) and a post-Beethoven string quartet.

As the Quartet’s note to this third and latest volume in the series also explains, Beethoven was “obsessed” with Bach’s Well-Tempered Clavier during his last years, and “derived many of the melodic motifs in his five late quartets” from it.

Prism I features Beethoven’s String Quartet No 12, Op. 127 in E Flat, a Bach fugue in the same key and Shostakovich’s String Quartet No 15 in E Flat Minor. Prism II comprises Beethoven’s String Quartet No 13, Op. 130, another Bach fugue (B Flat Minor) and Schnittke’s String Quartet No 3.

Prism III brings us to Beethoven’s String Quartet No 14 in C Sharp Minor, Op. 131, which the Danish String Quartet follow with Bartók’s String Quartet No 1 from 1909 and Bach’s Fugue in C Sharp Minor BWV849 from The Well-Tempered Clavier Book I, arranged by Viennese composer Emanuel Aloys Förster (1748-1823).

One can’t help but think the image of a prism refracting light on the otherwise pitch-black album cover Pink Floyd’s The Dark Side of the Moon (1973) would have suited this project very well. Because it’s about illumination, in the sense of providing opportunities for us to make connections, whether historical, theoretical or intuitive, between three seemingly wildly disparate works for string quartet (the Bach fugues in arrangement, of course; Paul Griffiths in his thoughtful contribution to the booklet literature notes some necessary over-dubbing by the viola part for the 5-voice fugue).

It’s also about awakening our consciousness to innovation within tradition, of which Beethoven’s extensive use of the fugue is but one example. But the Danish String Quartet don’t oversell such features, here allowing the first-movement fugue in the Beethoven to unfold like carefully partitioned mist, creating just the right sense of mystery and suspense for the following movements – whether galumphing, galloping, searingly serioso or spinning kaleidoscopically through a series of variations – to be heard with fresh ears and open heart.

The Bartók not only benefits from this superb opening gambit in the sense of “make it new”; also revealed is a passionate intensity and perhaps bitterness which is Beethovian in spirit.  By the time we get to Bach’s sublime C Sharp Minor fugue – which this listener, and presumably most of you, will be used to hearing on piano, or possibly harpsichord – we’re in a different headspace, and hear in the unfurling of subjects and countersubjects, the dense polyphony and dramatic stretti, not just the ghost of a Renaissance ricercar but a prefiguration of Beethoven’s genius.

Fanciful, maybe; but it’s that kind of imaginative cohabitation which playing of the calibre of the Danish String Quartet’s makes possible.

Link to article here

Overview

Helt urimeligt medrivende

Den Danske Strygekvartet skaber endnu et fantastisk flow på nyt Beethoven- album. Forsker forbereder nu et eksperiment med de fire musikere, der skal forklare, hvordan krop og bevidsthed fungerer og reagerer i den slags sublime oplevelser.

I kernen af ’Prism III’ møder vi den simple dramatik, der opstår, når to eller flere ensartede melodier arbejder med og mod hinanden i forskellige instrumenter. Det er den ældgamle kompositionsteknik kontrapunkt – node mod node – der er på spil hos Johann Sebastian Bach i hans fuga i cis-mol, i førstesatsen af Beethovens strygekvartet nr. 14 og i begyndelsen af Béla Bartóks 1. strygekvartet. Ikke klange, ikke harmonier, men helt ned til to melodier ad gangen, der støder mod hinanden, tager farve, danner skyggevirkninger og hjælper hinanden videre. Helt simpelt. Det er et ambitiøst projekt, de fire musikere i Den Danske Strygekvartet er godt og vel halvvejs i at fuldføre: I alt fem album med en af Beethovens sidste strygekvartetter parret med en Bach-fuga og et stort moderne værk. Sammenstillingen er en prisme, der bryder Beethovens toner bagud mod de gamle teknikker, han interesserede sig levende for – og frem mod hans arvtagere, som arbejdede hårdt på at udfordre genren og skubbe strygekvartetten ud af hans skygge. Denne gang slår albummet ned på Bach i 1722, Beethoven i 1826 og på Bartók i 1909.Kvartetten har fundet en gruppering af værker, der har flere musikalske tråde i mellem sig, og så får Beethovens musik en historisk sammenhæng på tværs af 200 år. En sammenhæng, som udvisker de forskelle i stil, som vi er vant til at gruppere musikhistoriens værker efter. Det er nemlig den samme inderlige melankoli, vi møder i albummets tre begyndelser. Hos Bach er pulsen fast og udtrykket nøgtern, hos Beethoven resignerer tonerne i dyb alvor. Af den afgørende slags, der gjorde, at Steven Spielberg kunne bruge musikken som lydsiden til meningsløse katastrofer i Anden Verdenskrig i tv-serien ’Band of Brothers’. Hos Bartók er tonesproget mere svævende og tomt, og det drejer stemningen et niveau ned fra melankoli og længsel til desperation og sorg. Men holdningen er den samme.

PÅ GRÆNSEN TIL SAMMENBRUD
Det er imponerende, som det lykkes kvartetten at spille sig igennem Beethovens lange syvsatsede værk med pågående intensitet – og alligevel skabe et billede af en helhed på tværs af de forskellige dele. Vi får både sorgløs dans, hurtige meningsudvekslinger i små dramatiske scener og lynhurtige akkordbrydninger som aggressive scener på grænser til sammenbruddet – og alligevel formulerer musikerne en helhed. Fjerdesatsen i midten er helt central med sin egentlig ret uskyldige natur, der roligt og afbalanceret bliver præsenteret. I denne version snører musikerne de simple sætninger sammen til vilde konklusioner, der hvirvler rundt som digte i en centrifuge. Og det klinger virkelig godt.

FRA FØLELSER TIL MATEMATISK LOGIK
Bartóks kvartet følger efter Beethovens musik med sin egen opbygning fra enkel til hidsig konversation, hvor kvartettens klang bliver mere og mere sej og træg, som intensiteten bare stiger og stiger. Så efter en halv time i selskab med de heftige ungarske brydninger med vildfarne følelser iklædt kontrapunktiske teknikker er det en fantastisk smuk forløsning at møde den matematiske logik hos Johann Sebastian Bach i en enkel fuga. Der er noget helt urimeligt medrivende ved kvartettens spil. Både denne gang og på de to øvrige Prism-album. Musikken kitter sig sammen og bevæger sig samlet som fire individuelle stemmer, der har fundet et stærkt fælles flow, som de så formår at fastholde. I 2015 skrev bevidsthedsforskeren Simon Høffding en ph.d.-afhandling om sit flerårige samarbejde med Den Danske Strygekvartet og sit forsøg på at beskrive, hvad der foregår mellem musikerne, når de spiller tæt sammen og tilsyneladende har en tæt, ordløs kommunikation. Dengang lød konklusionen, som også blev beskrevet her i avisen, at der ikke altid foregår nogen kommunikation mellem musikerne, selvom det lyder sådan. Men også, at musikerne i deres individuelle koncentration kommer ind i et bevidsthedsmæssigt flow, hvor de både kan spille og tænke over kommende dele af musikken på samme tid. Noget, der – er det oplagt at tænke – kan lade sig gøre, fordi musikerne har spillet sammen i mange år og stadig er meget seriøse i forhold til at øve sig sammen.

ÅNDEDRÆT OG PULS
Høffding har fortsat sin forskning siden, og i slutningen af maj tager forsker og musikere sammen skridtet videre og gennemfører en koncert med en sen strygekvartet af Beethoven i Konservatoriets Koncertsal, hvor kvartetten og publikum skal fungere som forsøgspersoner. Det sker ved, at musikere og et udvalg af lyttere bliver iført måleudstyr til åndedræt og puls for at vise, om der undervejs opstår et fælles rum af musikalsk ’fordøjelse’ – og om det kan måles. Om eksperimentet lykkes – på trods af de fejlkilder, der sikkert opstår, når man putter måleudstyr på musikere og koncertgængere – er umuligt at sige. Men det er nærliggende at få lyst til at få videnskaben til at underbygge de virkelig specielle oplevelser, der helt givet opstår med kombinationen af Beethovens banebrydende noder og suverænt kammerspil.

Link to article here

Overview

Avantgardetoner spillede sammen med folkemusik i fornem koncert

Den Danske Strygekvartet og Cph Phil i fornemt samarbejde i Konservatoriets Koncertsal

Et symfoniorkesters opstilling på scenen kan udformes på forskellige måder alt efter dirigentens præferencer og komponisten eventuelle anvisninger. Men ved en spektakulær uropførelse i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg, København, i fredags måtte man gnide øjnene en ekstra gang da man synede opstillingen, for alle strygerne var splittet op i sektioner, så de dannede i alt otte strygekvartetter, og på den måde syntes cellogruppen på det nærmeste spredt for alle vinde. Og forrest på scenen, som en fortrop til det talstærke Cph Phil, havde Den Danske Strygekvartet taget plads.

Det var et velovervejet alternativ og en del af en spektakulær uropførelse. Thomas Agerfeldt Olesens nye “Sinfonia Concertante” lød nok til at begynde med som et karakteristisk avantgardeværk, men var i bund og grund forankret i flere århundreder gamle klassiske traditioner – vi behøver bare minde om, at Mozart skrev to vidunderlige værker i genren, ét med en violinist og bratchist foran orkestret og et med fire blæsere som solister. I stedet havde Agerfeldt Olesen ret originalt valgt en strygekvartet som de koncerterende solister. Og i melodisk forstand kom vi snart ind i smult vande, da både kvartet og orkester istemte et energisk stykke dansk folkemusik, en sekstur fra Vendsyssel. Det blev for alle genkendelsens glæde, for den havde Den Danske Strygekvartet som koncertens første programpunkt spillet med fynd og klem. Agerfeldt Olesen spandt i sit spritnye 30 minutter lange værk videre på seksturen og varierede det både i volumen og udformningen med de triumferende messingblæsere som et effektivt bagtæppe af smældende lyd. Det nye værk blev hilst med næsten hujende bifald, ikke mindst rettet mod de fire strygere i Den Danske Strygekvartet: violinisterne Rune Tonsgaard Sørensen og Frederik Øland, Asbjørn Nørgaard på bratsch og Fredrik Sjölin på cello. Det hører med i billedet , at de alle har en fortid som musikere i Cph Phil.

Koncerten var uden pause og efter at man var vendt tilbage til en mere traditionel orkesteropstilling, fik vi først Hans Abrahamsen “Ten Sinfonias”, et 20 minutter langt værk fra 2010, der bygger på hans første strygekvartet fra 1973. Også her var der skelet behørigt til barokkens rødder, uden at vi gik glip af Abrahamsens særlige og meget originale tonesprog.

Med koncertens sidst nummer var fokus rettet mod Norge. I 1884 fejrede man 200-året for Ludvig Holbergs fødsel – han er som bekendt født i Bergen og det rimelige er nok at dele sol og vind lige og betegne ham som dansk-norsk. Hans bysbarn, den verdensberømte komponist Edward Grieg skrev – bortset fra en jubilæumskantate – en Holberg-suite (opsu 40). som viste sig langt mere holdbar end kantaten. Den spillede strygegruppen i Cph Phil under den engelske dirigent Geoffrey Patersons dedikerede ledelse , så man fik en skøn fornemmelse af både Holbergs og Griegs æra.

Link til artiklen her