Overview

Danish String Quartet presents sublime Schubert and Sørensen pairing

In Amsterdam’s Muziekgebouw, the Danish String Quartet began its four-year Doppelgänger project, exploring Schubert’s string quintet and the last three quartets, each to be paired with a signal commission. The grouping of composers within this extended conversation underlines the seriousness of intent. Bent Sørensen, Lotta Wennäkoski, Anna Thorvaldsdottir and Thomas Adès’ new works will be framed by Schubert’s great string works, offering to each new work, a reflection of one to the other… and so, Doppelgänger.

This journey began with Doppelgänger – 1, pairing Schubert’s great final String Quartet no. 15 in G major, D887, with Sørensen’s Döppelganger, the programme aptly closing with an arrangement of Schubert’s song Der Doppelgänger from Schwanengesang

Four chairs centre stage evoked similar expectancy to an orchestra tuning up, marking anticipation of an incoming artistic hustle. Warm applause greeted the quartet, after which viola player Asbjørn Nørgaard addressed the audience, chatting engagingly about their hopes for the project. Acknowledging the length of Schubert’s great G major quartet, famously epic until Morton Feldman’s six-hour long String Quartet no. 2 superseded it in 1983, the feeling of journeying into a long Nordic saga was evoked. Pleasantries over, the playing began. 

Breezy Scandinavian air blew effortlessly through the Main Hall, the verve of this new project unfolding with conviction across the evening. The Allegro of Schubert’s substantive quartet oscillated between courtly melodies placed thoughtfully in opposition to more passionate phrasing in counterbalance. A sweetly graceful Andante followed, with the precision trio of violins and viola supporting the cello’s melodic line. Surety of phrasing by violinist Frederik Øland in the Scherzo marked the pace; in the Allegro,Øland’s grip on tempo, and timbral voicings were special, blending perfectly into a sumptuous whole. 

Amsterdam audiences are sophisticated in their listening credentials and the concentration in the hall was rapt, held unswervingly – gently but firmly – in perfect string quartet form by four performers who are mature exponents in their jointly articulated language. 

Bent Sørensen’s Döppelganger responded acutely to the commission, mirroring what he found in Schubert’s quartet. In his preamble, Nørgaard helpfully invoked the idea of Sørensen’s piece as sketching a “timeless room”, guiding the audience’s imagination in the specialised musical geography of Sørensen’s sonic vocabulary. Fictional detective Sherlock Holmes’ fancy, the mind palace, resplendent with many rooms, seems an appropriate way to encapsulate Sørensen’s myriad imaginings. Notions of what could be termed idiomatic string quartet language, in a variety of contrived, condensed string textures, played across fast motivic language in alternation. Lyrical, structured language playfully bounced across normative gestures of quartet repertoire, rising, falling and rushing around many newly created rooms. 

Thrilling listening moved us through time as we turned familiar corners, feeling similar yet burnished with new coloration and impetus. Suddenly there was a dramatic grand pause – presenting a highly romanticised focal point, suspended in a chorale outside time. A pure room of beauty and ascendance, reminiscent of a surging 1940s soundtrack, was sustained for some time. The work was greeted with fervent applause and a shouted “Wow!”

After these two rich works were embedded in our memory, Schubert’s Der Doppelgänger provided a judiciously short conclusion, reuniting with sumptuous classical language, the concert’s structure felt completed.

Combining the old with the new, the Danish String Quartet have set sail on a joyous voyage. With a relaxed and easy demeanour, their communication is direct. Through this Doppelgänger project reconciliation between both languages may be eased. And certainly – wow! Sørensen’s work will surely assimilate into the classic repertoire. What a start to such an innovative and wide-ranging endeavour. Is it really that we must wait a whole entire year until the next episode? 

Link to article here

Overview

Hvordan jeg lærte at elske den perfekte maskine

Når man er opdraget kunstnerisk i 80’erne, ligger charmen i anarkistisk genstridighed, og først sent har jeg ladet mig vælte over ende af den rene musikalske perfektion, skriver Michael Bo i denne klumme. Det var en ven, der adviserede mig en time inden. Den Danske Strygekvartet skulle spille i mit nabolag, i Flintholm kirke på Frederiksberg. Forrige søndag eftermiddag.

Jeg gik derover. Havde håbet på et sådan totalt lødigt program, noget med mol og panderynker i kirketiden. Noget benhård Bach parret med noget modernistisk sarkasme. Agtigt. Hvis jeg havde vidst, at de ville spille en dansesuite, de selv havde sammensat, efterfulgt af egne arrangementer af folkemusik fra Norden, var jeg måske ikke kommet, for hvem har vel behov for det i sit liv?

Den Danske Strygekvartet er fire mænd i slut-30’erne, som jeg altid har værdsat og respekteret højt. De er Danmarks internationalt mest synlige kammermusikere med hjemmebanefordel i oplandet til Carnegie Hall og Lincoln Center i New York. Men elsket dem, rigtig elsket dem, har jeg ikke. Før nu.

BANKET TIL LIREKASSEMAND
Jeg er altid veget tilbage for det perfekte. Jeg voksede op i 70’erne og blev kulturelt støbt i 80’erne, og perfektion var et andet ord for noget goldt, noget, der var for færdigt og med for forræderisk lækker en finish. Noget, som ikke inviterede til, at man som publikum selv arbejdede mere med det. I 80’erne var det kun et sundhedstegn, at ikke alle dansere i en formation i en ballet stod helt snorlige med arme og fødder. Hvis en fod eller en albue strittede, var det tegn på liv, på noget organisk. Så fuck dig, overperfekte Balanchine!

For få år siden var jeg til en opførelse af Beethovens 9. symfoni med Danmarks Underholdningsorkester, dirigeret af deres troldmand Adam Fischer. Jeg følte mig banket til lirekassemand bagefter, følte mig virkelig i øjenhøjde med en sur, vranten, aggressiv, trekvartdøv og uperfekt Beethoven. Det føltes autentisk i en sjælden grad, at Fischer ikke glattede ud, men lod musikken fremstå med furer, sprækker og warts and all, som briterne siger.

Men kom, det gjorde jeg. Og jeg tudede, da de spillede en shetlandsk folkesang om kvinderne, der sad derhjemme og ventede på, at deres mænd skulle komme frelste hjem gennem stormen. Det skulle blive en grådlabil uge.

Det var nok mit oprindelige problem med Den Danske Strygekvartet, der er blevet hyldet for opførelsen af især de sene ’gale’ kvartetter af Beethoven. Det forekom mig, at de glattede problemerne i Beethovens halsstarrige musik ud til fordel for vellyd, gjorde noget, der med vilje eller ej var uorganisk, til noget organisk.

Kvartetten, der har 20-års jubilæum næste år, har for de tre af medlemmernes vedkommende spillet sammen, fra de var drenge. Det er nærmest uhyggeligt at tænke på den tid, de har tilbragt i øvelokalet, hver for sig og sammen. Kammermusik handler først og sidst om at lytte – til hinanden, finstemme sig selv efter makkerne, indgå i en symbiose, bøje af over for ensemblets ånd.

ÉN KONCERT BLEV TIL TRE
Jeg har selv hen ad vejen talt med kvartettens medlemmer, også her til avisen. Jeg har engang citeret bratschist Asbjørn Nørgaard for det her om de forskellige holdninger til at spille Beethoven: at nogle »skærer Beethoven ud i granit«, mens andre »prøver at bløde hjørnerne lidt op. Det er altid et spørgsmål om, hvor teatralsk og retorisk det skal være«.

Min kollega Thomas Michelsen har i en anmeldelse rost kvartettens Beethoven på cd for, at man kunne fornemme musklerne spille under skjorten, men at der ikke var svedskjolder at ane, sådan i overført betydning.

Den Danske Strygekvartet sidder ikke og kæmper med materien, mens vi bivåner det, hvor fascinerende det end kunne være. De tager deres kampe inden koncerten, og det er der stor kunstnerisk modenhed i, og sent er den prås gået op for mig, at man (nærmest) stum af fascination kan sidde der på 2. række og fortabe sig i selve urværket, selve mekanikken, skønheden i en perfekt, velsmurt maskine. Så uendeligt tilfredsstillende det er at høre, hvordan netop dét strøg på violinen nøje er tænkt ind i sammenhængen, hvordan præcis dén klang fra bratschen er et modsvar til en murren i andenviolinen, hvordan netop dén bund i celloen bringer sømændene frelst i land på en shetlandsk ø fra et skummende Norskehav.

Som med alt andet i livet er det ikke altid det, du troede, du ville ha’, som du ender med at sætte højest. Chancen ville, at jeg fik yderligere to muligheder for at gå til koncert med Den Danske Strygekvartet den uge, de tog røven på mig i Flintholm kirke, nemlig i Glyptotekets koncertsal og på Nordatlantens Brygge.

Link to article

Overview

Den Danske Strygekvartet giver os en blændende fortolkning af Beethovens ikoniske opus 131

På albummet med strygekvartetter af Beethoven og Bartók formidler Den Danske Strygekvartet musikkens kompleksitet og lidenskabelighed med bemærkelsesværdig autoritet og udtryksmæssig mangfoldighed

Den Danske Strygekvartets ECM-serie med Beethovens fem sidste kvartetter er nået til det tredje album. De første udgivelse er blevet mødt med kolossalt positive anmeldelser fra blandt anden den amerikanske musikkritik, herhjemme sparer vi heller ikke på roserne, for det er et faktum, at Danish String Quartet, som de kalder sig, med deres Beethoven-spil live og i studiet befinder sig blandt de bedste i denne sublime genre.

Konceptet kalder de Prism. En Beethoven-kvartet står over for en kvartet overvejende fra det 20. århundrede og en fuga af Johann Sebastian Bach. Lyset brydes fra Bach til Beethoven og gennemtrænger derefter også Dmitrij Sjostakovitj, Alfred Schnittke, Béla Bartók, Felix Mendelssohn og Anton Webern. Med Prism III hører vi Bachs fuga i cis-mol fra Wohltemperiertes Klavier bind 1, Beethovens Strygekvartet i cis-mol opus 131 og Bartóks 1. Strygekvartet.

Lidenskabens store form
Disse tre værker har kontrapunktets teknik som fællesnævner, det vil sige fugaformen med forskudte temaindsatser og modstemmer, og det er DDS´s store kvalitet, at de behersker formidlingen af denne kompleksitet med bemærkelsesværdig autoritet og udtryksmæssig mangfoldighed. Der sker tilmed det forunderlige, at de tre komponister bliver forunderligt samtidige; tidsperspektivet på et par hundrede år mellem dem indsnævres ved Bachs tidløshed, Beethovens musik for fremtiden og den unge Bartóks inspiration fra dem begge.

Beethoven betragtede selv cis-mol-kvartetten som sit betydeligste bidrag til genren. Den er på en måde fuldendelsen af hans bestræbelser på at skabe en ny musik – med nye formopbygninger, temaprocesser, klangverdener og dybere åndelige bekendelser. Selve det syvsatsede kompleks er revolutionerende. Jo, kvartetten begynder og slutter i cis-mol, men de andre satser gennemløber D-dur, h-mol, A-dur, E-dur og gis-mol – altså temmelig megen dur. Som midterakse står den længste sats, andanten med et tema og seks variationer, og de øvrige satser, nogle meget korte, kan ses som en knopskudt transformation af den traditionelle struktur med hovedsats, andante, scherzo og finale. Satserne afløser hinanden uden pause og kommer på den måde til at minde om en grandios fantasi, eller som Nietzsche formulerede det om de fem sene kvartetter i Unzeitgemässe Betrachtungen: ”Eine grosse Form der Leidenschaft”.

DDS giver os en åndeløs fortolkning af denne musik i en detaljeringsgrad, som en avisanmeldelse ikke kan give fuld plads til at beskrive. Men tre satser skal fremhæves. Den langsomme indledende fuga er ikke akademisk regelbundet, snarere en fugafantasi, som fører musikerne ud i ekspressive udfordringer. Allerede i teamets begyndelse indlægger Beethoven et sforzando (stærkt fremhævet tone), og affekten vender mange gange tilbage. Netop dette betonende hjerteslag får en mildt indtrængende opmærksomhed som et motto for hele værkets lidenskabelige anliggende.

Andantens tema med variationer gennemføres med en velsignet ro uanset tempoudsving. Begyndelsen af temaet præsenteres i en magisk iscenesættelse mellem de to violinister. Takt for takt går melodien fra den ene til den anden, som var det ét instrument, og hos Rune Tonsgaard Sørensen og Frederik Øland lyder det vitterligt sådan, så forbundet er de to, der er vokset op sammen i musikken. Den forførende (sådan beskriver Beethoven) tredje variation tolkes i en blændende analyse af de enkelte stemmers retoriske dynamik. Den ekspansive fjerdes roligt tvistende afprøvninger udvikler en herlig gnidningsmodstand mellem stemmerne. Den futuristiske femte, som for en uvant lytter kunne lyde som kattemusik, spiller de glasklart og virtuost, som drejede det sig om avantgardisten Anton Webern.

I den hurtige scherzo er Beethoven i rasende godt humør, og det bliver man også i dette selskab. Det er måske komponistens tilbageblik på sine erobringer og vel også den gamle Haydn dansende over stok og sten med heftige indskud og triodelens seje folkemusik, som bekommer de tre danskere og nordmanden så godt.

Besættende kvartetkunst
Lidenskabelig kan man med fuld ret beskrive Bartóks 1. Strygekvartet, færdiggjort i sin første version af en 18-årig studerende i 1899 og endeligt afsluttet ti år senere i den periode, hvor Bartók var glødende forelsket i violinisten Stefi Geyer. Men lidenskab er noget grundlæggende i hans personlighed, om end på flere foruroligende måder. I et digt om Bartók beskrev den samtidige modernist og socialist Lajos Kassák ham således: ”Undertiden kommer han med en farverig buket blomster i hånden, hvorfra ilden udgår, jomfruer forsvinder, og soldaterne dør. Hvem skulle tro, at han er det sære menneske, som englen jagede ud af Paradiset med flammesværd. Alligevel er der ingen tvivl om, at han er Satan…”. DDS indfanger aldeles beundringsværdigt den særegne lidenskab i det tresatsede opus – der skulle følge fem mere i hvad der blev den mest betydelige cyklus i det 20. århundrede ved siden af Sjostakovitjs 15 strygekvartetter.

Som i Beethovens opus 131 er der indsat en kort introduktion til finalen, et sceneskift hvor celloen bryder ud i et emotionelt recitativ, som bærer kimen til det, der skal komme. Og hvad Fredrik Schøyen Sjölin lover med statuarisk retorik bliver til besættende kvartetkunst, en proces i konstant forandring, som i høj grad er afhængig af en optimal kollektiv spilforståelse. Det er i grunden en klassisk sonateform med eksposition, gennemføring og reprise, der er også rigeligt med fuga og kontrakpunkt som hos Bach og Beethoven, men udtrykket og bearbejdelsen af materialet er særdeles personligt. I centrum står et enkelt motiv, der forvandler sig i løbet af voldsomme bølger og intense svage passager: Bartók farver himlen mørk og lader husmure synke sammen, som det står i digtet af Lassák.

Det er letheden og spillemandsmåden, der her er kendetegnende for DDS. Som de svæver afsted igennem en intrikat fuga med drilske ornamenteringer. Som de fanger Bartóks egen sproglige dialekt i et følelsesladet langsomt mellemspil. Som de kan mobilisere maksimal energi uden at kamme over, når de kommer i mål i værkets gispende slutfaser.

Blikket tilbage på de seneste århundreders musiks urfader, Johann Sebastian Bach, virker som en udvidelse af udgivelsens åndelige spektrum, hvor kort den firestemmige fuga i cis-mol end måtte være. Kvartetten spiller den i ophøjet ro og med den sangbare legato frasering, som ligger så naturlig for strygere. Alene denne fuga ud af Bachs talløse af slagsen er et mysterium i sin fuldkomne orden og strenge logik – med hans vanlige tilegnelse til noget større end menneskeheden. Der er, som man kan forstå, heller ingen grund til at blive ved jorden i lovprisningen af dette album.

Link to article here

Overview

Tanzen nicht vergessen

Johlen nach Schubert: Das Danish String Quartet spielt ein Pilotkonzert im Boulez Saal

Nein, das Stillsitzen haben sie nicht verlernt in den langen Monaten des Lockdowns. Die Besucherinnen und Besucher, die sich am Donnerstagabend im Pierre Boulez Saal versammelt haben, um am Pilotprojekt zur Öffnung der Berliner Bühnen teilzunehmen – mit negativem Coronatest und FFP2-Maske auch während der Darbietung –, sie umhüllen das Danish String Quartet geradezu mit ihrer Aufmerksamkeit, schaffen einen Kokon der kollektiven Konzentration.

Schuberts letztes Streichquartett von 1826, ein monumentales Opus von 45 Minuten Spieldauer, gehen die Herren aus Kopenhagen ohne falsche Ehrfurcht an. Ein drängender Puls dominiert in den schnellen Sätzen, klares, nordisches Licht durchflutet das Stimmengeflecht. Aber wenn es leise wird, kann der warme, dichte Zusammenklang von Frederik Öland, Rune Tonsgaard Sörensen, Asbjörn Nörgaard und Fredrik Schöyen Sjölin auch mal ganz hygge werden.

So aufgeklärt und geradlinig ist diese Schubert-Interpretation angelegt, dass im Andante selbst die Geisterstimmen, die im Hintergrund der Melodielinie beständig seufzen, pochen oder höhnisch lachen, ihre Bedrohlichkeit verlieren und eher an das mittsommernächtliche Treiben von Kobolden erinnern.

Nach dem Meisterwerk volgt Tanzmusik
Weil die Dänen in ihrer Konzertpraxis festgestellt haben, dass Meisterwerke intensiver wirken, wenn sie für sich allein stehen, folgt im zweiten Teil des pausenlosen Abends kein weiterer Meilenstein der Quartettliteratur, sondern: Tanzmusik. Als geistreicher Mix, bei dem die vier Streicher zu Klassik-DJs werden. Musik aus vier Jahrhunderten haben sie in die traditionelle Form einer Suite gebracht, die ästhetisch aber alle Erwartungshaltungen sprengt. Barockes trifft auf Minimal Music, archaischer Tanzkapellenklang reibt sich an weihevoller Romantik, vertrackte Stolperrhythmen von John Adams wechseln mit dem strengen Tonsatz von Marc-Antoine Charpentier.

Intelligent ist das gedacht und in der Live-Ausführung mitreißend gemacht. Ebenso wie die Eigenarrangements skandinavischer und irischer Volksmusik, die als Finale folgen – und das zuvor so fokussiert lauschende Publikum zum Jubeln, Johlen und Fußtrampeln bringen.

Link to article here

Overview

Prism III (Danish String Quartet)

The Danish String Quartet’s Prism series is building into an exceptionally rewarding venture. As in the previous volumes, this third instalment partners a late Beethoven quartet (the C sharp minor) with a related Bach fugue and a later quartet that might be regarded as a kindred spirit. In this case, Bartók’s First Quartet provides a stimulating evolution from Beethoven’s fugal writing and penchant for variations, creating a juxtaposition that illuminates both works.

The remarkable precision of the Danish is apparent throughout, moving as one organism whether in the wilder moments of Bartók’s final movement or the slow-moving counterpoint that opens the Beethoven. The Danish bring a concentrated introspection to both opening movements along with a suitably disconcerting sense of the abstruse. As Beethoven’s fugue works itself out, there are some passages where a little more shape would be welcome; and the pacing of the central movement’s variations is not always convincing. These are minor quibbles, though, in performances that are generally packed full of character. The shifts between shrouded mystery and full-throated outbursts in the Allegretto of the Bartók are gripping, while the more extrovert moments of the Beethoven find motifs are passed between the instruments with the flair and relish of expert jugglers. Bach’s fugue, in the same key that Beethoven’s quartet opens in, feels like an inevitable homecoming in a stimulating and compelling disc.

Link to article here

Overview

Prism III (Danish String Quartet)

Scintillating Scandinavian string playing shines a new light on Beethoven’s art.

“Each album presents a particular Bach fugue that is connected to a late Beethoven quartet that is in turn connected to a quartet by a later master. A beam of music is split through Beethoven’s prism.”

That’s part of the reasoning the Danish String Quartet – Frederik Øland and Rune Tonsgaard Sørensen (violins), Asbjørn Nørgaard (viola) and Frederik Schøyen Sjölin (cello) – give for embarking on their five-volume and live concert series PRISM project, which takes Beethoven’s last five string quartets and shows how it relates both to a Bach fugue (often in the same key) and a post-Beethoven string quartet.

As the Quartet’s note to this third and latest volume in the series also explains, Beethoven was “obsessed” with Bach’s Well-Tempered Clavier during his last years, and “derived many of the melodic motifs in his five late quartets” from it.

Prism I features Beethoven’s String Quartet No 12, Op. 127 in E Flat, a Bach fugue in the same key and Shostakovich’s String Quartet No 15 in E Flat Minor. Prism II comprises Beethoven’s String Quartet No 13, Op. 130, another Bach fugue (B Flat Minor) and Schnittke’s String Quartet No 3.

Prism III brings us to Beethoven’s String Quartet No 14 in C Sharp Minor, Op. 131, which the Danish String Quartet follow with Bartók’s String Quartet No 1 from 1909 and Bach’s Fugue in C Sharp Minor BWV849 from The Well-Tempered Clavier Book I, arranged by Viennese composer Emanuel Aloys Förster (1748-1823).

One can’t help but think the image of a prism refracting light on the otherwise pitch-black album cover Pink Floyd’s The Dark Side of the Moon (1973) would have suited this project very well. Because it’s about illumination, in the sense of providing opportunities for us to make connections, whether historical, theoretical or intuitive, between three seemingly wildly disparate works for string quartet (the Bach fugues in arrangement, of course; Paul Griffiths in his thoughtful contribution to the booklet literature notes some necessary over-dubbing by the viola part for the 5-voice fugue).

It’s also about awakening our consciousness to innovation within tradition, of which Beethoven’s extensive use of the fugue is but one example. But the Danish String Quartet don’t oversell such features, here allowing the first-movement fugue in the Beethoven to unfold like carefully partitioned mist, creating just the right sense of mystery and suspense for the following movements – whether galumphing, galloping, searingly serioso or spinning kaleidoscopically through a series of variations – to be heard with fresh ears and open heart.

The Bartók not only benefits from this superb opening gambit in the sense of “make it new”; also revealed is a passionate intensity and perhaps bitterness which is Beethovian in spirit.  By the time we get to Bach’s sublime C Sharp Minor fugue – which this listener, and presumably most of you, will be used to hearing on piano, or possibly harpsichord – we’re in a different headspace, and hear in the unfurling of subjects and countersubjects, the dense polyphony and dramatic stretti, not just the ghost of a Renaissance ricercar but a prefiguration of Beethoven’s genius.

Fanciful, maybe; but it’s that kind of imaginative cohabitation which playing of the calibre of the Danish String Quartet’s makes possible.

Link to article here