Press

Overview

Den Danske Strygekvartet giver os en blændende fortolkning af Beethovens ikoniske opus 131

På albummet med strygekvartetter af Beethoven og Bartók formidler Den Danske Strygekvartet musikkens kompleksitet og lidenskabelighed med bemærkelsesværdig autoritet og udtryksmæssig mangfoldighed

Den Danske Strygekvartets ECM-serie med Beethovens fem sidste kvartetter er nået til det tredje album. De første udgivelse er blevet mødt med kolossalt positive anmeldelser fra blandt anden den amerikanske musikkritik, herhjemme sparer vi heller ikke på roserne, for det er et faktum, at Danish String Quartet, som de kalder sig, med deres Beethoven-spil live og i studiet befinder sig blandt de bedste i denne sublime genre.

Konceptet kalder de Prism. En Beethoven-kvartet står over for en kvartet overvejende fra det 20. århundrede og en fuga af Johann Sebastian Bach. Lyset brydes fra Bach til Beethoven og gennemtrænger derefter også Dmitrij Sjostakovitj, Alfred Schnittke, Béla Bartók, Felix Mendelssohn og Anton Webern. Med Prism III hører vi Bachs fuga i cis-mol fra Wohltemperiertes Klavier bind 1, Beethovens Strygekvartet i cis-mol opus 131 og Bartóks 1. Strygekvartet.

Lidenskabens store form
Disse tre værker har kontrapunktets teknik som fællesnævner, det vil sige fugaformen med forskudte temaindsatser og modstemmer, og det er DDS´s store kvalitet, at de behersker formidlingen af denne kompleksitet med bemærkelsesværdig autoritet og udtryksmæssig mangfoldighed. Der sker tilmed det forunderlige, at de tre komponister bliver forunderligt samtidige; tidsperspektivet på et par hundrede år mellem dem indsnævres ved Bachs tidløshed, Beethovens musik for fremtiden og den unge Bartóks inspiration fra dem begge.

Beethoven betragtede selv cis-mol-kvartetten som sit betydeligste bidrag til genren. Den er på en måde fuldendelsen af hans bestræbelser på at skabe en ny musik – med nye formopbygninger, temaprocesser, klangverdener og dybere åndelige bekendelser. Selve det syvsatsede kompleks er revolutionerende. Jo, kvartetten begynder og slutter i cis-mol, men de andre satser gennemløber D-dur, h-mol, A-dur, E-dur og gis-mol – altså temmelig megen dur. Som midterakse står den længste sats, andanten med et tema og seks variationer, og de øvrige satser, nogle meget korte, kan ses som en knopskudt transformation af den traditionelle struktur med hovedsats, andante, scherzo og finale. Satserne afløser hinanden uden pause og kommer på den måde til at minde om en grandios fantasi, eller som Nietzsche formulerede det om de fem sene kvartetter i Unzeitgemässe Betrachtungen: ”Eine grosse Form der Leidenschaft”.

DDS giver os en åndeløs fortolkning af denne musik i en detaljeringsgrad, som en avisanmeldelse ikke kan give fuld plads til at beskrive. Men tre satser skal fremhæves. Den langsomme indledende fuga er ikke akademisk regelbundet, snarere en fugafantasi, som fører musikerne ud i ekspressive udfordringer. Allerede i teamets begyndelse indlægger Beethoven et sforzando (stærkt fremhævet tone), og affekten vender mange gange tilbage. Netop dette betonende hjerteslag får en mildt indtrængende opmærksomhed som et motto for hele værkets lidenskabelige anliggende.

Andantens tema med variationer gennemføres med en velsignet ro uanset tempoudsving. Begyndelsen af temaet præsenteres i en magisk iscenesættelse mellem de to violinister. Takt for takt går melodien fra den ene til den anden, som var det ét instrument, og hos Rune Tonsgaard Sørensen og Frederik Øland lyder det vitterligt sådan, så forbundet er de to, der er vokset op sammen i musikken. Den forførende (sådan beskriver Beethoven) tredje variation tolkes i en blændende analyse af de enkelte stemmers retoriske dynamik. Den ekspansive fjerdes roligt tvistende afprøvninger udvikler en herlig gnidningsmodstand mellem stemmerne. Den futuristiske femte, som for en uvant lytter kunne lyde som kattemusik, spiller de glasklart og virtuost, som drejede det sig om avantgardisten Anton Webern.

I den hurtige scherzo er Beethoven i rasende godt humør, og det bliver man også i dette selskab. Det er måske komponistens tilbageblik på sine erobringer og vel også den gamle Haydn dansende over stok og sten med heftige indskud og triodelens seje folkemusik, som bekommer de tre danskere og nordmanden så godt.

Besættende kvartetkunst
Lidenskabelig kan man med fuld ret beskrive Bartóks 1. Strygekvartet, færdiggjort i sin første version af en 18-årig studerende i 1899 og endeligt afsluttet ti år senere i den periode, hvor Bartók var glødende forelsket i violinisten Stefi Geyer. Men lidenskab er noget grundlæggende i hans personlighed, om end på flere foruroligende måder. I et digt om Bartók beskrev den samtidige modernist og socialist Lajos Kassák ham således: ”Undertiden kommer han med en farverig buket blomster i hånden, hvorfra ilden udgår, jomfruer forsvinder, og soldaterne dør. Hvem skulle tro, at han er det sære menneske, som englen jagede ud af Paradiset med flammesværd. Alligevel er der ingen tvivl om, at han er Satan…”. DDS indfanger aldeles beundringsværdigt den særegne lidenskab i det tresatsede opus – der skulle følge fem mere i hvad der blev den mest betydelige cyklus i det 20. århundrede ved siden af Sjostakovitjs 15 strygekvartetter.

Som i Beethovens opus 131 er der indsat en kort introduktion til finalen, et sceneskift hvor celloen bryder ud i et emotionelt recitativ, som bærer kimen til det, der skal komme. Og hvad Fredrik Schøyen Sjölin lover med statuarisk retorik bliver til besættende kvartetkunst, en proces i konstant forandring, som i høj grad er afhængig af en optimal kollektiv spilforståelse. Det er i grunden en klassisk sonateform med eksposition, gennemføring og reprise, der er også rigeligt med fuga og kontrakpunkt som hos Bach og Beethoven, men udtrykket og bearbejdelsen af materialet er særdeles personligt. I centrum står et enkelt motiv, der forvandler sig i løbet af voldsomme bølger og intense svage passager: Bartók farver himlen mørk og lader husmure synke sammen, som det står i digtet af Lassák.

Det er letheden og spillemandsmåden, der her er kendetegnende for DDS. Som de svæver afsted igennem en intrikat fuga med drilske ornamenteringer. Som de fanger Bartóks egen sproglige dialekt i et følelsesladet langsomt mellemspil. Som de kan mobilisere maksimal energi uden at kamme over, når de kommer i mål i værkets gispende slutfaser.

Blikket tilbage på de seneste århundreders musiks urfader, Johann Sebastian Bach, virker som en udvidelse af udgivelsens åndelige spektrum, hvor kort den firestemmige fuga i cis-mol end måtte være. Kvartetten spiller den i ophøjet ro og med den sangbare legato frasering, som ligger så naturlig for strygere. Alene denne fuga ud af Bachs talløse af slagsen er et mysterium i sin fuldkomne orden og strenge logik – med hans vanlige tilegnelse til noget større end menneskeheden. Der er, som man kan forstå, heller ingen grund til at blive ved jorden i lovprisningen af dette album.

Link to article here