Press

Overview

Eventyrlig Beethoven-rejse med Den Danske Strygekvartet

Beethovens 16 strygekvartetter blev spillet på seks koncerter i løbet af en uge. Det kunne ligne en ny form for ekstremsport, men med Den Danske Strygekvartet blev de begivenheder hinsides fysiske kraftpræstationer.

Den Danske Strygekvartet leverede for nyligt en Beethoven-odyssé, som man ikke før har oplevet herhjemme – hvis vi ser bort fra den amerikanske Emerson Kvartets cyklus over fem aftener i Tivoli 1993. Billedet viser W Fassbenders portræt af Ludwig van Beethoven.

Den Danske Strygekvartet leverede for nyligt en Beethoven-odyssé, som man ikke før har oplevet herhjemme – hvis vi ser bort fra den amerikanske Emerson Kvartets cyklus over fem aftener i Tivoli 1993. Billedet viser W Fassbenders portræt af Ludwig van Beethoven.

Alle klassiske musikere har deres bjerge at bestige, og ikke sjældent er det Beethovens skikkelse, der tårner sig op i horisonten.

For de fire musikere, der udgør en strygekvartet, er det utvivlsomt de 16 kvartetter, som blev komponeret over et spænd på 25 år, med de sidste fem som kulminationen i komponistens samlede output.

Violinisterne Frederik Øland og Rune Tonsgaard Sørensen, bratschisten Asbjørn Nørgaard og cellisten Fredrik Sjølin inkarnerer Den Danske Strygekvartet (DDS), ensemblet har 16 år på bagen, og det har fra starten så småningom gravet sig ned i disse strygekvartetter, og nu kom det så vidt, at de præsenterede dem alle i kronologisk rækkefølge fra mandag til lørdag i forrige uge.

Men det går videre. DDS indspiller tillige Beethoven for det tyske ECM frem mod 2020, komponistens 250 år. Ikke alle kvartetterne, ’kun’ de fem sidste efter et gennemgående koncept: En Bach-fuga fra Das Wohltemperierte Klavier arrangeret af Mozart, en Beethoven-kvartet og en kvartet af en af eftertidens mestre. Serien har fået navnet Prism, og den første CD er kommet.

BEETHOVEN ODYSSÉ
Men først til koncerterne med en samlet spilletid på omkring otte timer. Det gik for sig i Bygningskulturens Hus i København, hvis aula er et usædvanlig indbydende rum i historicistisk stil med plads til 150 tilhørere.

De fleste koncerter hørte jeg i radioen, fredag fulgte jeg slagets gang på stedet, hvor stemningen må beskrives som på en udvidet familiefest med slagfærdighed og gensynsglæde og en absorberende koncentration, når Beethoven tog ordet.

Det blev i stigende grad klart denne fredag aften, at musikerne lykkedes med at lægge endnu flere farver, endnu dybere tanker, endnu mere brillant teknik ind i opus 130 og 132, end hvad de havde vist de foregående aftener. Jo større udfordringer, jo flere ressourcer blev der hentet frem.

Vist havde der været koncentrationssvips og småfejl i opus 18 og 59. Det teknisk perfekte er ikke altafgørende på en kompakt Beethoven-odyssé af denne substans, som man ikke før har oplevet herhjemme – hvis vi ser bort fra den amerikanske Emerson Kvartets cyklus over fem aftener i Tivoli 1993.

Formodentlig inspireret af amerikanerne indtager de danske violinister første-violinpladsen på skift, den position man kalder primarius. Dermed råder kvartetten altid over en mentalt og teknisk stærk anden-violinist, med den interessante forskel at Frederik hælder til den dionysiske side i forhold til den mere apollinske Rune.

Førstnævnte var primarius i strygekvartetten i B-dur opus 130, og det gav bonus i den langsomme cavatina, som han førte an så indfølt og smukt, at rummet sitrede af bevægelse. Men fra begyndelsen bevægede de sig alle fire i suveræn synkroni, det være sig temposkift og udvekslinger, dynamiske omstillinger og helhedsforståelse.

Som finale valgte de den oprindelige, kendt som Grosse Fuge, som blandt musikere går for at være Beethovens mest sagnomspundne instrumentalstykke. Og det blev en veritabel triumf, næsten kørt helt ud over kanten af afgrunden, så modigt og desperat søgende blev der spillet.

Rune skiftede til primarius i opus 132 i a-mol med tilnavnet Heiliger Dankgesang – det er de første ord i overskriften på adagioen, i sin helhed står der »en rekonvalescents hellige taksigelse til guddommeligheden«, med andre ord et udtryk for komponistens genvundne helse. Måske var dette ugens højdepunkt. Vi blev inddraget i en speciel tryllekreds, båret af budskaber, som kun musik kan bibringe. Biskop Marianne Christiansen havde i sin introduktion talt om de sene kvartetters menneskelige Beethoven. Det er såre rigtigt, men her blev der nu også åbnet for en kosmisk dimension.

HIMMELSK ADAGIO
Det er en anden slags oplevelse at lytte til kvartetten på cd’en Prism I, produceret af Manfred Eicher på hans label ECM, som er kendt for sit særlige lydunivers, uanset om det gælder jazz eller klassisk. For at sige det enkelt: Her står hvert instrument klart defineret, samtidig med at ensemblet omgives af rummets naturlige akustik. Det passer meget vel til DDS, som fire markant kommunikerende personligheder og som uhyre sammensvejset kollektiv.

Den røde tråd er Es-tonearter. Bachs Es-dur-fuga fra 2. bind af Das Wohltemperierte Klavier, Sjostakovitjs 15. og sidste strygekvartet i es-mol, og Beethovens opus 127 i Es-dur. Det er ganske finurligt, at Mozart arrangerede i alt fem fugaer fra Bachs samling for strygekvartet, således at de kan indgå som ’præludier’ i denne serie. Og lige her et mesterligt greb, for man bliver revet ud af en salighedstilstand, når Mozarts varme strygerklang afløses af den isnende fuga i Sjostakovitjs første sats.

Hans sidste strygekvartet består af seks adagioer, det er nøgen, undertiden forpint og skrigende musik, et requiem tilsyneladende uden at give lytteren et glimt af håb.

Beethoven-kvartettens indledende majestætiske akkorder i Es-dur er derimod symbolet på en ny begyndelse for komponisten, den første af den sidste håndfuld. Disse tætte akkorder står som et motto, som vender tilbage to gange i åbningssatsen, for hver gang rykket op i lyset i nye tonearter, og denne vældige bue spænder DDS med et sandt overskud, der i kampens hede lover, at der er endnu mere at tage af. Og igen sker der noget opsigtsvækkende i den langsomme musik.

Deres udlægning af den himmelsk lange adagio hører jeg som en sublim nattevandring og som sådan i forlængelse af Beethovens sidst komponerede sang fra 1820, Abendlied unterm gestirnten Himmel. Den står i E-dur, som er den ene af adagioens to tonearter. En aftensang under stjernehimlen om menneskets genvordigheder i det stormfulde jordiske liv og om dets ædle stræben efter at nå op i himmellyset som belønning for udståede sorger og elendigheder. Til så høje luftlag kan man faktisk føle sig hensat med dette eminente ensemble.

Link to article here