Press

Overview

Fuldt tryk på den romantiske gaspedal

Han er bare så meget musiker, den 49-årige britiske violinist Daniel Hope, at man ikke kan undgå at blive fanget ind af hans fortolkninger. Lige meget hvilken musik han fortolker. Han spiller med nerve og temperament, når han angriber noderne med intelligens, energi og teknik for at skabe musik, som er vedkommende her og nu.

Gennem 15 år har Hope været et hovednavn for det ikoniske gule plademærke Deutsche Grammophon og skabt sig et navn, som de fleste klassiske musikelskere kender. Og torsdag aften besøgte han København og koncertrækken ’Series of Four’.

Det blev et vildt besøg med rester af heftige romantiske forviklinger drivende ud af ørerne på publikum efter tre voldsomt fascinerende fortolkninger af værker skrevet i Frankrig omkring overgangen til det 20. århundrede. Vi fik Georges Enescus korte ’Impromptu Concertante’, Cesar Francks store ’Sonate for violin og klaver’ og Ernest Chaussons voldsomme ’Koncert for violin, klaver og strygekvartet’.

Uformelle oplevelser
De kalder den også ’Københavns hyggeligste koncertserie’, de fire årlige koncerter, som Den Danske Strygekvartet arrangerer under navnet ’Series of Four’. Og det er måske ikke helt forkert. Kammerkoncerterne, hvor kvartetten spiller sammen med musikalske venner eller inviterer musikere, de gerne selv vil høre, er blevet en veletableret del af musiklivet med uformel stemning, et stort begejstret publikum – og ikke mindst musikalske oplevelser, man ikke lige glemmer igen.

De blander kendt og ukendt med overraskende resultater. Her havde Daniel Hope den unge, ukendte amerikanske pianist Maxim Lando med sig som klavermakker. Han var virkelig en personlighed sine 20 år til trods, og det lykkedes ham at matche Hopes heftige violinstemme med perfekt timede blokke af klange op og ned ad tangenterne, f.eks. i Cesar Francks sonate.

Georges Enescus ’Impromptu Concertante’ for violin og klaver flød anderledes let. En simpel kombination af perlende klavertoner og længselsfuld violinmelodi sang sig ud af instrumentet for fuld hals. Det var så banalt som et gammelt minde om ungdommelig kærlighed, som man husker tilbage på med lige meget smil og tristhed. Hope og Lando bar klicheerne med elegance og nænsomt, klangskønt spil.

Der var meget mere tyngde hos Cesar Franck efterfølgende. Francks sonate er en fast del af det romantiske repertoire, men det er altså et værk, man aldrig helt bliver klog på. Det var på den ene side bare et lille tema, der for vild i en urskov af mærkelige udfordringer. Men det var samtidig musik i en dobbelttydig stemning af både rastløshed og ro, hvor man kunne mærke en paradoksalt sammensat glæde og melankoli over musikkens stræbsomme temperament.

Det var regulært hypnotiserende at opleve Daniel Hope fortolke den syngende violinstemme med konstante klanglige variationer – fra sart og støvet til vådt og vildt med stemplet i bund – alt imens musikken udvidede sig og trak sig sammen i store romantiske kapitler.

Luksusakkompagnement
Efter pausen spillede de to sammen med Den Danske Strygekvartet i en usædvanlig tilbagetrukket rolle som luksuriøst akkompagnement.

Ernest Chaussons værk hører man sjældent i Danmark. Det emmede, ligesom Francks, af nødvendighed og desperation, fra de første toner blev hamret ud i koncertrummet som faretruende varsel om tre kvarters musik i det vådeste romantiske klima. Der gik et kvarter, før vi fik bare en anelse ømhed til ørerne i form af en blid konklusion og brokker af let fransk salonmusik.

Har man trang til at blive rusket godt igennem, kan man nappe sæsonens sidste koncert i serien i slutningen af maj, hvor strygekvartetten rotter sig sammen med en flok helt unge musikere.

Link to article here