Press

Overview

Helt urimeligt medrivende

Den Danske Strygekvartet skaber endnu et fantastisk flow på nyt Beethoven- album. Forsker forbereder nu et eksperiment med de fire musikere, der skal forklare, hvordan krop og bevidsthed fungerer og reagerer i den slags sublime oplevelser.

I kernen af ’Prism III’ møder vi den simple dramatik, der opstår, når to eller flere ensartede melodier arbejder med og mod hinanden i forskellige instrumenter. Det er den ældgamle kompositionsteknik kontrapunkt – node mod node – der er på spil hos Johann Sebastian Bach i hans fuga i cis-mol, i førstesatsen af Beethovens strygekvartet nr. 14 og i begyndelsen af Béla Bartóks 1. strygekvartet. Ikke klange, ikke harmonier, men helt ned til to melodier ad gangen, der støder mod hinanden, tager farve, danner skyggevirkninger og hjælper hinanden videre. Helt simpelt. Det er et ambitiøst projekt, de fire musikere i Den Danske Strygekvartet er godt og vel halvvejs i at fuldføre: I alt fem album med en af Beethovens sidste strygekvartetter parret med en Bach-fuga og et stort moderne værk. Sammenstillingen er en prisme, der bryder Beethovens toner bagud mod de gamle teknikker, han interesserede sig levende for – og frem mod hans arvtagere, som arbejdede hårdt på at udfordre genren og skubbe strygekvartetten ud af hans skygge. Denne gang slår albummet ned på Bach i 1722, Beethoven i 1826 og på Bartók i 1909.Kvartetten har fundet en gruppering af værker, der har flere musikalske tråde i mellem sig, og så får Beethovens musik en historisk sammenhæng på tværs af 200 år. En sammenhæng, som udvisker de forskelle i stil, som vi er vant til at gruppere musikhistoriens værker efter. Det er nemlig den samme inderlige melankoli, vi møder i albummets tre begyndelser. Hos Bach er pulsen fast og udtrykket nøgtern, hos Beethoven resignerer tonerne i dyb alvor. Af den afgørende slags, der gjorde, at Steven Spielberg kunne bruge musikken som lydsiden til meningsløse katastrofer i Anden Verdenskrig i tv-serien ’Band of Brothers’. Hos Bartók er tonesproget mere svævende og tomt, og det drejer stemningen et niveau ned fra melankoli og længsel til desperation og sorg. Men holdningen er den samme.

PÅ GRÆNSEN TIL SAMMENBRUD
Det er imponerende, som det lykkes kvartetten at spille sig igennem Beethovens lange syvsatsede værk med pågående intensitet – og alligevel skabe et billede af en helhed på tværs af de forskellige dele. Vi får både sorgløs dans, hurtige meningsudvekslinger i små dramatiske scener og lynhurtige akkordbrydninger som aggressive scener på grænser til sammenbruddet – og alligevel formulerer musikerne en helhed. Fjerdesatsen i midten er helt central med sin egentlig ret uskyldige natur, der roligt og afbalanceret bliver præsenteret. I denne version snører musikerne de simple sætninger sammen til vilde konklusioner, der hvirvler rundt som digte i en centrifuge. Og det klinger virkelig godt.

FRA FØLELSER TIL MATEMATISK LOGIK
Bartóks kvartet følger efter Beethovens musik med sin egen opbygning fra enkel til hidsig konversation, hvor kvartettens klang bliver mere og mere sej og træg, som intensiteten bare stiger og stiger. Så efter en halv time i selskab med de heftige ungarske brydninger med vildfarne følelser iklædt kontrapunktiske teknikker er det en fantastisk smuk forløsning at møde den matematiske logik hos Johann Sebastian Bach i en enkel fuga. Der er noget helt urimeligt medrivende ved kvartettens spil. Både denne gang og på de to øvrige Prism-album. Musikken kitter sig sammen og bevæger sig samlet som fire individuelle stemmer, der har fundet et stærkt fælles flow, som de så formår at fastholde. I 2015 skrev bevidsthedsforskeren Simon Høffding en ph.d.-afhandling om sit flerårige samarbejde med Den Danske Strygekvartet og sit forsøg på at beskrive, hvad der foregår mellem musikerne, når de spiller tæt sammen og tilsyneladende har en tæt, ordløs kommunikation. Dengang lød konklusionen, som også blev beskrevet her i avisen, at der ikke altid foregår nogen kommunikation mellem musikerne, selvom det lyder sådan. Men også, at musikerne i deres individuelle koncentration kommer ind i et bevidsthedsmæssigt flow, hvor de både kan spille og tænke over kommende dele af musikken på samme tid. Noget, der – er det oplagt at tænke – kan lade sig gøre, fordi musikerne har spillet sammen i mange år og stadig er meget seriøse i forhold til at øve sig sammen.

ÅNDEDRÆT OG PULS
Høffding har fortsat sin forskning siden, og i slutningen af maj tager forsker og musikere sammen skridtet videre og gennemfører en koncert med en sen strygekvartet af Beethoven i Konservatoriets Koncertsal, hvor kvartetten og publikum skal fungere som forsøgspersoner. Det sker ved, at musikere og et udvalg af lyttere bliver iført måleudstyr til åndedræt og puls for at vise, om der undervejs opstår et fælles rum af musikalsk ’fordøjelse’ – og om det kan måles. Om eksperimentet lykkes – på trods af de fejlkilder, der sikkert opstår, når man putter måleudstyr på musikere og koncertgængere – er umuligt at sige. Men det er nærliggende at få lyst til at få videnskaben til at underbygge de virkelig specielle oplevelser, der helt givet opstår med kombinationen af Beethovens banebrydende noder og suverænt kammerspil.

Link to article here