Press

Overview

Hvordan jeg lærte at elske den perfekte maskine

Når man er opdraget kunstnerisk i 80’erne, ligger charmen i anarkistisk genstridighed, og først sent har jeg ladet mig vælte over ende af den rene musikalske perfektion, skriver Michael Bo i denne klumme. Det var en ven, der adviserede mig en time inden. Den Danske Strygekvartet skulle spille i mit nabolag, i Flintholm kirke på Frederiksberg. Forrige søndag eftermiddag.

Jeg gik derover. Havde håbet på et sådan totalt lødigt program, noget med mol og panderynker i kirketiden. Noget benhård Bach parret med noget modernistisk sarkasme. Agtigt. Hvis jeg havde vidst, at de ville spille en dansesuite, de selv havde sammensat, efterfulgt af egne arrangementer af folkemusik fra Norden, var jeg måske ikke kommet, for hvem har vel behov for det i sit liv?

Den Danske Strygekvartet er fire mænd i slut-30’erne, som jeg altid har værdsat og respekteret højt. De er Danmarks internationalt mest synlige kammermusikere med hjemmebanefordel i oplandet til Carnegie Hall og Lincoln Center i New York. Men elsket dem, rigtig elsket dem, har jeg ikke. Før nu.

BANKET TIL LIREKASSEMAND
Jeg er altid veget tilbage for det perfekte. Jeg voksede op i 70’erne og blev kulturelt støbt i 80’erne, og perfektion var et andet ord for noget goldt, noget, der var for færdigt og med for forræderisk lækker en finish. Noget, som ikke inviterede til, at man som publikum selv arbejdede mere med det. I 80’erne var det kun et sundhedstegn, at ikke alle dansere i en formation i en ballet stod helt snorlige med arme og fødder. Hvis en fod eller en albue strittede, var det tegn på liv, på noget organisk. Så fuck dig, overperfekte Balanchine!

For få år siden var jeg til en opførelse af Beethovens 9. symfoni med Danmarks Underholdningsorkester, dirigeret af deres troldmand Adam Fischer. Jeg følte mig banket til lirekassemand bagefter, følte mig virkelig i øjenhøjde med en sur, vranten, aggressiv, trekvartdøv og uperfekt Beethoven. Det føltes autentisk i en sjælden grad, at Fischer ikke glattede ud, men lod musikken fremstå med furer, sprækker og warts and all, som briterne siger.

Men kom, det gjorde jeg. Og jeg tudede, da de spillede en shetlandsk folkesang om kvinderne, der sad derhjemme og ventede på, at deres mænd skulle komme frelste hjem gennem stormen. Det skulle blive en grådlabil uge.

Det var nok mit oprindelige problem med Den Danske Strygekvartet, der er blevet hyldet for opførelsen af især de sene ’gale’ kvartetter af Beethoven. Det forekom mig, at de glattede problemerne i Beethovens halsstarrige musik ud til fordel for vellyd, gjorde noget, der med vilje eller ej var uorganisk, til noget organisk.

Kvartetten, der har 20-års jubilæum næste år, har for de tre af medlemmernes vedkommende spillet sammen, fra de var drenge. Det er nærmest uhyggeligt at tænke på den tid, de har tilbragt i øvelokalet, hver for sig og sammen. Kammermusik handler først og sidst om at lytte – til hinanden, finstemme sig selv efter makkerne, indgå i en symbiose, bøje af over for ensemblets ånd.

ÉN KONCERT BLEV TIL TRE
Jeg har selv hen ad vejen talt med kvartettens medlemmer, også her til avisen. Jeg har engang citeret bratschist Asbjørn Nørgaard for det her om de forskellige holdninger til at spille Beethoven: at nogle »skærer Beethoven ud i granit«, mens andre »prøver at bløde hjørnerne lidt op. Det er altid et spørgsmål om, hvor teatralsk og retorisk det skal være«.

Min kollega Thomas Michelsen har i en anmeldelse rost kvartettens Beethoven på cd for, at man kunne fornemme musklerne spille under skjorten, men at der ikke var svedskjolder at ane, sådan i overført betydning.

Den Danske Strygekvartet sidder ikke og kæmper med materien, mens vi bivåner det, hvor fascinerende det end kunne være. De tager deres kampe inden koncerten, og det er der stor kunstnerisk modenhed i, og sent er den prås gået op for mig, at man (nærmest) stum af fascination kan sidde der på 2. række og fortabe sig i selve urværket, selve mekanikken, skønheden i en perfekt, velsmurt maskine. Så uendeligt tilfredsstillende det er at høre, hvordan netop dét strøg på violinen nøje er tænkt ind i sammenhængen, hvordan præcis dén klang fra bratschen er et modsvar til en murren i andenviolinen, hvordan netop dén bund i celloen bringer sømændene frelst i land på en shetlandsk ø fra et skummende Norskehav.

Som med alt andet i livet er det ikke altid det, du troede, du ville ha’, som du ender med at sætte højest. Chancen ville, at jeg fik yderligere to muligheder for at gå til koncert med Den Danske Strygekvartet den uge, de tog røven på mig i Flintholm kirke, nemlig i Glyptotekets koncertsal og på Nordatlantens Brygge.

Link to article