Press

Overview

Kvartetspil i bedste liga

Den Danske Strygekvartets modige første udspil i serien ‘Prism’.

Polyfon musik og Beethovens sene kvartetter er ikke begyndertoner. Mit eget første møde med disse værker var som teenager, og jeg husker det som meget forvirrende og uforståeligt. Og de musikere, der indspillede disse sagnomspundne kvartetværker, virkede sært esoteriske, som om de gjorde kunsten sværere at synke ind i end nødvendigt. Sådan oplevede jeg det dengang. Men det modsatte er tilfældet når jeg i dag lytter til Den Danske Strygekvartets modige første udspil i serien kaldet ‘Prism’. Mage til henrykkende, transparent og i positiv forstand uakademisk tilgang til værker, som på papiret er sværvægtere, har jeg ikke oplevet før.

Seriens koncept går ud på at lade en Bach-fuga (transskriberet for strygekvartet) kaste lys over en af Beethovens fem “gale” kvartetter, der har inspireret en senere komponist. Fugaen med BWV 876 klinger her som det rene kildevand – Bach-kontrapunkt som det naturligste i verden – og virker nærmest som et forspil til hele albummet. Herefter smider ensemblet en tung trumf på bordet med Sjostakovitjs femtende og sidste strygekvartet, komponeret af en dødsmærket mand, der malede med begsorte farver og udelukkende komponerede i langsomme tempi. Tungsindet ville næsten være ubærligt, hvis ikke det var for Den Danske Strygekvartets gnist af håb, der lyser i mørket, men uden at gå på kompromis med den alvor, der ikke er til at komme udenom, Optimismen begynder dog at flakke i den anden ende af de i alt seks adagioer(!), som Sjostakovitj kaldte for ‘Serenade’, der er en besynderlig titel. Man skærer sig på tonerne i denne virkelig uhyggelige musik, der blinker som lynende knive eller dunker som stumpe kølleslag. Ensemblet har lagt tyngden i de to første satser, hvorefter der indtræder en blidhed i nocturnen og efterfølgende bliver blikket fjernere i udtrykket.

Seks adagioer på stribe er hård kost for koncentrationen og derfor er netop den mest imødekommende af Beethovens sene kvartetter, Es-dur op. 127, et rigtig godt valg at sætte efter Sjostakovitjs es-mol-kvartet. Igen spiller Den Danske Strygekvartet denne retorisk og teknisk set avancerede musik med en friskhed og stort overblik. Det er simpelthen en gave at lytte til. De får børstet det “lærde” af Beethovens polyfone væv, så strukturerne virker som organiske forløb. I den langsomme andensats, som er dobbelt længde af værkets øvrige, lykkes det musikerne at bibeholde en ynde og skønhed i de mange lange fraser. Scherzoen gør de kåd, springende og alligevel robust, og de mister aldrig jordforbindelsen og opsnapper hinandens stafetter på et split-sekund. Finalen tilfører de en bondsk djærvhed, der står som et godt modspil til den lækre og klare ECM-studielyd.