Press

Overview

Kvartetten lyser som en prisme

Den Danske Strygekvartet spiller stadig suverænt godt

De fik mig – de fire begavede musikere fra Den Danske Strygekvartet i slutningen af Beethovens Cavatina op. 130 – de fik mig helt overvundet, der i de sukkende motiver, som runder Beethovens “sang” af. For kunne det virkelig passe, at kvartetten igen skulle have begået en seksstjernet skive i serien ‘Prism’? Toeren i CD-rækken, hvor en lille Bach-fuga indleder pladen og sammen med et moderne stykke musik danner rammen om en af Beethovens sene kvartetter. På ‘Prism I’ var Shostakovitj sidste strygekvartet stillet sammen med op. 127 af “de gale” kvartetter som lys opsplittes gennem en prisme og danner myriader af farver og stråler i irregulære retninger, ligesådan stråler lærdommen fra Bach og Beethoven gennem alle komponister, der siden er fulgt efter. Det er den underliggende musikfilosofi bag konceptet for Den Danske Strygekvartets projekt med Beethovens sene kvartetter. (I det hele taget kan de godt lide projekter i kvartetten – mange har nydt godt af deres koncept Series of Four, hvor internationale musikere inviteres til at spille med i det gamle Radiohusr i København – med en særlig hjemmebrygget øl dertil.)

Det er faktisk en lille genistreg at tage en undseegelig fuga fra en af Bachs mange samlinger. Nogle få minutters musik, som Bach temmelig sandsynligt havde glemt dagen efter han havde skrevet det ned, og så bruge et godt arrangement, så klavernoderne perfekt overføres til de tre forskelligartede strygeinstrumenter. Og dermed vise hvilken dybde denne musik rummer – både hvad angår balance, musikalsk vid og ikke mindst dens indflydelse på eftertiden.

Alfred Schnittke citerer både Bach, Sjostakovitj og Beethoven i sin strygekvartet nr. 3 fra 1983 og de fire har valgt at slutte Beethovens B-dur-kvartet af med ‘Grosse Fuge’ (op. 133), som i den grad hviler på den døve komponists nærstudier af Bachs polyfone teknik. Og som det oprindelig var intenderet af Beethoven selv. Det giver alt sammen mening.

Repertoiret passer også særlig godt til kvartetten, bl.a. i andensatsen hos Schnittke, der pludselig rummer tydelige elementer af folkemusik – en genre som Den Danske Strygekvartet jo er kendt for at mestre, både til koncerter og på cd-indspilninger.

Men væsenligst af alt: de spiller stadig suverænt godt. Kvartten foranlediges ikke til at spille Beethoven for hurtigt (som man ellers tit hører), men vælger gode åndbare tempi i den særlige B-dur-kvartet, der rummer hele seks satser. De formår at spille nøgternt, hvilket kræver en særlig balancegang i Beethovens værker. Samtidig sætter kvartetten sit personlige præg på musikken ved at give de rytmiske noder et strejf af en svingende karakter, der hvor det er oplagt. Lidt lige som vi kender det fra komponistens sidste klaversonate op.111 – uden helt samme ragtime-tendens, selvfølgelig. Det høres i andensatsen, hvor nogle kromatiske, glidende toner får tilsat lidt moderne saft og i finalesatsen ‘Grosse Fuge’. Men musikalsk veldoseret og uden at blive manieret.

Den nævnte finalesats voldte som bekendt den gamle komponist mange besværlighede og blev derfor også fjernet som slutsats i værket. Det er lige før at de enkelte hængsler ikke kan holde her når fugatemaerne for alvor får fat og strækkes til det yderste. Men sådan skal det være – det er en del af noderne og musikkens iboende karakter. For fuga er allerede på dette tidspunkt (1825) en næsten arkaisk genre, som bliver presset til det yderste af Beethoven i den kvarterlange fuga. Cavatina’en er Beethovens egen, indre arie (den næstsidste sats), som her synges gennem strengenes klang. Følsomt – men ikke sentimentalt, er netop hvad de fire strygere i kvartetten mestrer i deres fortolkninger. Foruden et samspil på allerhøjeste niveau. Jeg ser allerede meget frem til, hvordan det næste lys vil sprede sig i treeren i ‘Prism’-serien.