Press

Overview

Mesterlige musikere fik anmelderens hoved til at summe af noder

❤️❤️❤️❤️❤️
Med et ambitiøst program viste dansk topensemble, at de ikke har mistet formen trods corona.

Enkelte blandt publikum rejste sig lidt forvirret. Man er jo vant til, at man kan gå ud og købe kaffe eller vin i pausen. Men de fleste fangede, hvorfor dørene til salen ikke blev åbnet under pausen i koncerten, og blev roligt siddende på deres stole, til anden del af koncerten kunne begynde.

De klassiske koncertsale er åbne igen, trods restriktioner og begrænsninger. Musikerne spiller, publikum køber de få billetter, der er til salg, og tirsdag var det Den Danske Strygekartet, der gav en intens og bugnende koncertaften på Mogens Dahls lille, eksklusive kammermusikspillested på Islands Brygge.

Faktisk gav de rigeligt, for programmet var særdeles stort og krævende, og den lille pause på ti minutter, vi fik undervejs, mens vi blev siddende på vores pladser, var som at snappe efter luft i overfladen mellem to lange dyk. Men hvilke dyk!

Jeg har som anmelder haft stor glæde af at følge dette ensemble, fra de for snart 20 år siden begyndte som Den Unge Danske Strygekvartet, til i dag, hvor ’unge’ for længst er droppet, vielsesringene sidder på buehændernes ringfingre, og The Danish String Quartet er blevet så store i USA, at det er der, de hvert år tjener 80 procent af deres penge.

BEDRE END AMADEUS
Sådan er det ikke i øjeblikket. USA er lukket musikland. Men tirsdag aften viste Den Danske Strygekvartet, i hvilken ekstrem grad klassiske musikere holder sig i topform. Uanset omstændighederne. Coronakrise eller ej. Sådan er spillereglerne i dét miljø, hvor andenpladser ikke rigtig duer til så meget.

En indledende kvartet af Mozart var simpelthen sublimt spillet. Med de lækreste, lineært førte harmonier. Det lød lysår bedre end noget, den ellers så navnkundige Amadeus Quartet præsterede i deres storhedstid i 1960’erne. Den Danske Strygekvartet, hvor violinisterne Rune Tonsgaard Sørensen og Frederik Øland som sædvanligt alternerede på førsteviolinpladsen, intonerede så rent, at Amadeus-kvartetten aldrig nåede i nærheden af det niveau, og Mozarts musikalske pointer stod gennemtænkte, skarpe og levende.

FOKUS OG DEDIKATION
Og så kørte de fire musikere ellers en temmelig krævende temaaften. Den ældgamle musikalske form kaldet chaconne, hvor et tema hele tiden gentages, samtidig med at musikken hver gang varieres, fik sig en tur i tidsmaskinen. Fra 1900-tallets russiske Sjostakovitj via 1600-tallets engelske Henry Purcell og tilbage til 1900-tallet med britiske Benjamin Britten.

Hos Sjostakovitj blev der spillet med fuld knald på, så buehårene fløj. Men alligevel var der en helt anden åbenhed i oplevelsen, end når man lytter til musikken spillet af den berømte, særdeles tjekkede amerikanske Emerson-kvartet, og ideen med det gentagne bastema i celloen blev foldet flot ud i den langsomme sats af sovjetrusserens 10. strygekvartet gennem otte variationer. Oplevelsen virkede inviterende trods voldsomheden, og den lækre linjeføring fra Mozart var intakt.

Sjostakovitjs kvartet var heftig kost. Men nu skulle publikum være stille. Ingen applaus, før programmet var spillet til ende, så vi kunne nyde den intime forbindelse, der eksisterer mellem Benjamin Brittens 2. strygekvartet i C-dur, skrevet til minde om den engelske barokkomponist Henry Purcell, og Purcells egen chaconne, som lige netop Britten har arrangeret for to violiner, bratsch og cello.

Med Britten blev min koncentrationsevne presset ud over grænsen. Også selv om det var skønt at blive lukket ind i en verden, der på en gang minder om Sjostakovitjs og er præget af helt andre luftige melodiske svæv, flyvende triller og ferske klangskyer. Værkets mysteriefyldte begyndelse kan næppe spilles bedre, og den chaconne, der afslutter Brittens kvartet, er en vild tour de force. Men musikerne klarede den med koncentration og kvitterede for bifaldet med en bittersød godnatsang af Schubert.

På en aften uden rigtig pause blev det alt i alt for meget. Mit hoved summede af noder, da koncerten var slut. Mozart kunne godt have været undværet, så chaconne-temaet havde stået rent. Men de fire spillede med en dedikation, et fokus og en dygtighed, der bekræftede, hvorfor Den Danske Strygekvartet før coronaen brugte det meste af deres tid udenlands og ikke mindst i USA.

Link to article here